Paradis godt – hjemme bedst

At arbejde på universitetet i Oxford giver skizofreni, fordi mentaliteten og stedet står i et modsætningsforhold. Og så savner man pludselig København

Oxford-silhuet med Christ Church’s tårne. Digteren Matthew Arnold beskrev byen med sine drømmende spir, men der er  opløsningstendenser i paradis. – Foto: Diliff/Wikimedia Commons.
Oxford-silhuet med Christ Church’s tårne. Digteren Matthew Arnold beskrev byen med sine drømmende spir, men der er opløsningstendenser i paradis. – Foto: Diliff/Wikimedia Commons.

København eller Oxford, Oxford eller København. Hvor vil man helst slå sig ned? Jeg har over længere perioder i livet boet i Brøndby Strand, København, Mannheim, Berlin, York, Heidelberg og Oxford. I den rækkefølge. Hvor meget jeg end har nydt de sidste fem steder, har jeg også altid til sidst aggressivt savnet det, der altid er kommet imellem dem, og som jeg i et brev hjem forleden med en vis anvendelse af stilfiguren hyperbel kom til at kalde Den Evige Stad. København.

Det værste og særeste, der er at sige om at arbejde på universitetet i Oxford, er, at universitetet – ligesom den engelske kirke – virker til at være under åndelig afvikling. Det står i grel kontrast til de evige stenbygninger, de bebor. I Oxford er både ledelse og studerende mærkbart desperate for at bevise egen vågenhed over for hvad som helst, der ikke er konformt med de træk, der har skabt de frie vestlige samfund.

Man tror gerne, at folk bliver åndeligt rådvilde, når de står på Broad Streets behagelige fortov og kigger op mod Exeter Colleges svimlende spir, der ikke forgår og spidst peger mod himlen, mens et regnbueflag fra bygningens hovedindgang peger anklagende og ressentimentsplaget på beskueren.

Stemningen på universitetet er også særpræget selvmodsigende. Alle er bevidste om, at de befinder sig på verdens bedste universitet, men de færreste betragter det som en gave eller en anledning til at stræbe efter at blive den dygtigste. Tværtimod arbejdes der målrettet for at udrydde enhver form for meritokratisk vrangforestilling. I stedet underkastes man obligatoriske kurser i ”racefølsomhed”, hvis man gerne vil bo på Exeter College. Overalt på selve universitetet hænger der plakater med ”månedens minoritetsmedarbejder”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Man mærker det også ved en foruroligende unaturlighed blandt både studerende og ansatte; fordi alle normer er i opløsning i mangfoldighedens navn, er man sygeligt nervøs i omgangen med hinanden. Tænk, hvis man kom til at hade eller elske noget af de forkerte grunde.

Gen-nedlukningen af det britiske samfund har skabt opløsning i mit lille Oxford-paradis; det er derfor blevet åndeligt set farligt at befinde sig her: Skizofrenien mellem ubegribelig skønhed og en værdig institutions selvudryddelse er den ene trussel. Den anden skyldes, at den totale rastløshed samtidig har indfundet sig og opløser min evne til at leve fornuftigt. Jeg er ude af stand til at passe mit arbejde, og jeg har mest lyst til at drikke mit liv i opløsning på de barer, der ikke har åbent.

På den sidste dag inden den totale nedlukning holder jeg fri fra pligterne – det, der altså falder mig usigeligt meget lettere her tre uger senere. Jeg begynder dagen med det, alle egentlig burde unde sig selv: gransk rødvin, grønne bønner og boeuf bourguignon til frokost i det hippe Jericho-kvarter. Ved nabobordet sidder en værdig herre i tweed og drikker en frokost med sin uhørt skønne datter, der vist er midt i sine 20’ere. Eftersom de begge griner inderligt og hjerteligt, har de helt sikkert ikke noget at gøre med universitetet.

Da klokken endelig bliver fyraften, indfinder jeg mig på Lamb and Flag, hvor jeg mødes med min tyske nabo, der konstant bestiller sød svensk cider. Misfornøjet hilser jeg på bunden af mit eget ølglas, mens jeg minder mig selv om, at mine egne venner nede på Bobi-bar i København nok skulle have vidst at vurdere situationens alvor korrekt. Hvis København ikke just er den evige stad, kunne det nok gælde Oxford. ”That sweet city with her dreaming spires” – denne skønne by med sine drømmende spir –, som digteren Matthew Arnold helgenkårede den.

Alligevel kan man savne sit eget danske provinsuniversitetet og vores egen storby. Hovedstaden over evigheden. Det vælger jeg, inden mit selv går i opløsning. Der venter lykkeligvis også et kateder på mig derhjemme, hvorfra man stadig kan hade eller elske klassikerne. Og Bobi-bar har stadig åbent.