Min mormors have i Tarm var min barndoms fineste sted. Den lå lige overfor smedjen, hvor der var mørkt og tilsodet, og hvor morfar regerede i en regn af gnister. Her var en dyster og farlig stemning.
I haven var der derimod lyst og fyldt med blomster og frugttræer. Fra mormors køkken var der direkte adgang til haven, og ved vores hyppige besøg fik vi børn serveret masser af saftevand og hjemmebag, mens de voksne snakkede.
Min smilende mormor satte ikke mange begrænsninger i haven, så vi måtte gerne klatre efter æbler og pærer, plukke søde kirsebær og blommer, jagte sommerfugle og finde bænkebidere. Der var kun én ting, vi ikke måtte: forstyrre den rugende solsort.
Når morfar var med os i haven, blev han en helt anden end den, han var i smedjen. Han var renvasket, smilende og sjov. Han løb efter os og virkede slet ikke voksen. Jeg tror, at haven havde en slags magisk virkning på ham. Vi gemte os for ham mellem de gamle træer.
Der var dog én slange i paradiset: På loftet i huset boede en enlig smedesvend, der hed Grene. Han var en sølle fyr, der havde problemer med druk og tvangstanker. Flere gange var han faldet ned af trappen. Mormor tog sig af ham, når han havde det værst. Vi børn var bange for ham og gemte os, når vi hørte hans trin på trappen.
Trods uhyggen med Grene har jeg siden min barndom altid tænkt på mormors have som det tætteste, man kunne komme på paradisets have.