I novellen ”Slid” (1893) fortæller Johan Skjoldborg om sliddet for at skaffe sig et udkomme som husmand. Hovedpersonerne er Ole og kæresten Røde-Maren. Ole ser på kæresten: ”han frydede sig over hendes kraftige, spændige Krop, der sprængte baade Knapper, Maller og Hægter; han smilede lykkelig og tog sig en frisk Skraa”. Det er et herligt billede af en kvinde, der strutter både på den ene og den anden måde, så hun er ved at sprænge sig ud af tøjet!
Ordet hægte findes endnu i sproget som kroge eller metalspænder i tøjet. I fine klædninger, national- eller egnsdragter kan hægterne være af sølv!
Mest kendt er ordet dog nok efterhånden i to faste vendinger. Det ene er at blive hægtet af, som betyder at blive holdt uden for noget. Det henviser selvfølgelig til, at man er koblet af krogen og af det, der bandt sammen.
Det andet faste udtryk, hvor hægter indgår, er at komme til hægterne. Dette dejlige udtryk har Inger-Lise Ørhede fra Skjern spurgt til. Jeg vil straks og gerne svare.
Ordet hægte, både verbum og substantiv, har rod i middelalderen, i ældre dansk og plattysk, hvor hechten betød at spænde sammen, klæbe sammen eller fastholde. Det er det samme ord, som i dag dels er blevet til hægte, dels til hæfte. Man kan idømmes en hæftestraf, der betyder, at man fastholdes i et fængsel.
Et ældre udtryk for at blive fængslet var faktisk at blive hægtet. Man hægtede en tyveknægt. Ordet hæfte findes også i kladdehæfte, hvor betydningen er, at arkene er fastholdt af et omslag. Endelig er der fæstet på et sværd eller en kniv, hvilket betyder håndtaget, eller hvor våbnet fastholdes.
Hægte stammer altså, ligesom hæfte, fra et ord, der kunne betyde, at noget holdes eller spændes sammen. Når det gælder udtrykket at komme til hægterne, så betyder det jo at komme til kræfter igen, at genvinde sin sundhed eller igen at kunne overskue noget. I en betydning, der opstår i 1700-tallet, kunne hægte være den ironiske betegnelse for en person eller ting, som ikke blev regnet for noget.
I Holbergs store skæmte- historie ”Peder Paars” hedder det: ”At stride om en Ting, som var ey værd en Hægte”. Næsten samme formulering gentager Grundtvig, så hægter kunne være det værdiløse. En sølle hægte.
Men i udtrykket at komme til hægterne er det, der bærer billedet og betydningen, noget andet. Her betyder det sammenhæng, at man genvinder fæstet, så når man kommer til hægterne, er krogen igen på plads i dit liv. Den betydning udvikles fra slutningen af 1800-tallet på dansk, hvor forfattere som Henrik Pontoppidan og Viggo Hørup er citeret i ”Ordbog over det danske sprog” for at bruge vendingen.
Jeg bemærker også, at man omkring 1900 kunne anvende udtrykket at ”passe sammen som Hægte og Malle” om et ungt par, der var kærester. Det giver Skjoldborgs bemærkning mere dybde. Mallen er i øvrigt den ring, som hægten skal passe i.
Det kunne være morsomt at høre en ung frier sige: Åh, du kære malle, måtte jeg være din hægte! Den passer vist ikke ind i tidens sprogbrug – eller hvad?