Ganen husker. Som nu den ældste datter, der i dag huserer i eget køkken og forleden kom med en efterlysning: Hvordan var det, vi lavede den pastasalat, vi havde med til fællesspisningen efter cirkusforestillingen i børnehaven?
Jeg vidste godt, hvilken pastasalat hun talte om, skønt vi nærmest skal to årtier tilbage. Den var fra ”Pasta Basta”. Bogen var grøn, men blandt andet den kogebog røg ud en dag, hvor der manglede plads i reolerne, for det var længe siden, den havde været i brug. Og som det hedder i Prædikerens Bog, er der en tid for alt. Måske også for pastasalater.
Men når ganen husker, og man har modtaget en efterlysning på en pastasalat, kan man glæde sig over et veludbygget bibliotekssystem. Bogen blev bestilt hjem og en tanke om at overraske hende med salaten opstod, men inden jeg nåede til det punkt, genlæste jeg flere af den gamle bogs opskrifter og konstaterede, hvor mange minder, der kan være i enkle pastaretter. Det var dengang, hvor flere drømte om selv at lave pasta, og flere fik isenkram til at udleve drømmen.
Med nostalgisk inspiration er dagens opskrift en pastasalat fra Ditte Ingemanns ”Salatsnedker”, som er en af de kogebøger, jeg hyppigt tager frem. Jeg har tilladt mig at justere en smule på opskriften. Det er sådan en pastasalat, man kan bruge til madpakke den følgende dag, og en af de retter, man kan tage med på skovtur. Salaten smager fint sammen med lyst kød.
Følger man denne opskrift, får man mere tapenade, end man har brug for som dressing. Men det skal man ikke begræde. Tapenaden holder sig fint nogle dage på køl, og man kan også servere den som tilbehør til grillretter eller servere den sammen med en omgang nybagt brød. Med en stavblender er den uhyre let at lave. Og ingrediens- listen er behersket.