Havets guld er en lyserød forårsbebuder

Det for årstiden milde og solrige vejr nærer danskernes trang til stenbiderrogn. De salte perler smager frisk af tidligt forår

På Restaurant Schønnemann i København er de ikke nærige med stenbiderrognen. 80 gram fiskerogn pr. anretning – her serveret helt klassisk med cremefraiche, citron og dildkviste. Men man skal være hurtigt ude, for restauranten bestiller kun et kilo stenbiderrogn hjem om dagen. –
På Restaurant Schønnemann i København er de ikke nærige med stenbiderrognen. 80 gram fiskerogn pr. anretning – her serveret helt klassisk med cremefraiche, citron og dildkviste. Men man skal være hurtigt ude, for restauranten bestiller kun et kilo stenbiderrogn hjem om dagen. – . Foto: Julie Greve Bentsen.

Nordens kaviar eller havets guld, som stenbiderrognen også kaldes, er i sæson netop nu. Stenbideren svømmer fra køligere farvande i nord mod de danske kyster i december og bliver på vores breddegrader, hvor hunnen gyder sine rogn mellem januar og maj. Hvis stenbideren da ikke ender i fiskernes net inden.

De små glinsende stenbiderrogn er en delikatesse, man let kan glemme i løbet af året, fordi sæsonen er så kort. Men når den første snert af forårssol får tag i danskerne, skal der rosa rogn på bordet.

Det har man i år mærket ekstra tidligt hos fiskehandlere, blandt andet hos butikken Hav i Torvehallerne i København, hvor den lyserøde forårsbebuder er gået som varmt brød de seneste uger i takt med det usædvanligt milde februarvejr. Her er det kun eleverne, der piber over ondt i armene, for de har meget travlt med at piske stenbiderrognen fri for hinder og urenheder, og det foregår ved håndkraft, lader en af Havs indehavere forstå. Han har netop hentet 100 kilo stenbiderrogn hjem fra en fiskeauktion, som de stakkels elever nu skal i gang med at rengøre – det rækker kun lige til to dages salg, siger indehaveren.

Det var da også mere held end forstand, at havets guld endte på min tallerken sidste lørdag, da jeg sammen med en veninde besøgte den traditionsrige smørebrødsrestaurant Schønnemann. Efter at have gransket det omfattende menukort i lidt for lang tid lagde vi os endelig fast på to stykker hver. Men pludselig så jeg ud af øjenkrogen en tjener svinge forbi med to indbydende tallerkener med stenbiderrogn. Vi havde helt glemt at spørge ind til restaurantens sæsonanretning, og nu var det allerede småt med rognen, sagde tjeneren. Glæden var derfor stor, da han kunne placere dagens to sidste portioner ved vores bord, mens vores sidemænd kastede lange blikke efter de salte perler, som blev fortæret til sidste skefuld med rigelige mængder fed cremefraiche og ristet brød.

I denne weekend vil jeg selv forsøge mig med en mere forårsfarvet variant og forkæle min kæreste med spinatvafler som tilbehør til de lyserøde fiskeæg. For uden i øvrigt at drage paralleller til stenbideren er jeg selv ”med rogn”, så vi vil nyde foråret med lidt ekstra selvforkælelse inden familieforøgelsen om nogle måneder.

Spinatvafler med stenbiderrogn og rygeostdressing.
Spinatvafler med stenbiderrogn og rygeostdressing. Foto: Julie Greve Bentsen