Pilgrimsvandring med ro og eftertænksomhed

Tag med Kristeligt Dagblad og Rødding Højskole på højskole og deltag i kurset ”Pilgrimsvandring på Klosterruten gennem Sønderjylland til Ribe” fra den 28. maj til 3. juni 2017. Temaerne er kirke, kunst, historie og natur

Pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith medvirker på pilgrimskurset på Rødding Højskole. Hendes eget pilgrimsord lyder således: Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti... (Salmernes Bog 119, 105). –
Pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith medvirker på pilgrimskurset på Rødding Højskole. Hendes eget pilgrimsord lyder således: Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti... (Salmernes Bog 119, 105). – . Foto: I.N. Narsel.

”Pilgrimsvandring” på Rødding Højskole er et klassisk højskolekursus med daglige vandringer i middelalderpilgrimmenes fodspor (maksimalt 12-15 kilometer dagligt) med sang og samtale, fordybelse og foredrag om eksistensfilosofiske emner. Det er en invitation til at vandre, tænke og tro, blive klogere på sig selv i fordybelse og stilhed. En inspiration til os alle om at gå videre.

Rødding Højskole byder i de sidste majdage og de første junidage velkommen til pilgrimsvandring i det sønderjyske kulturlandskab med tid til eftertænksomhed og til samtale om livets store spørgsmål.

På Ribes toppede brosten forbinder vi os med middelalderens tankegang. Her får vi indsigt i de gamle pilgrimmes vej. Vejene, vi går, er som de kanaler, kultur, historie og åndsliv snor sig langs. Klosterruten er den 2000 kilometer lange rute, vi orienterer os efter på vores daglige vandringer.

I ugens løb er der også pilgrimsgudstjeneste i Rødding Frimenighedskirke med meditation over de syv pilgrimsord: Frihed, enkelthed, langsomhed, stilhed, bekymringsløshed, fællesskab og spiritualitet. Gå med Gud er et andet ord for mobil gudstjeneste i Åtte Bjerge, der er et fredet naturområde på skrænterne ned mod Kongeådalen.

Gennem Nationalpark Vadehavet kommer vi til diget, hvor vi går gennem det flade marsklandskab med højt til himlen og store vidder. Vi vandrer også over vaden til Mandø. I vandkanten indleder vi vandringen med at synge ”Må din vej gå dig i møde”. Vi kommer også til at gå syd for grænsen, på Hallig Hooge i Frisland. Vadehavet og marsken er et enestående naturområde på UNESCO’s liste over verdens naturarv.

En dagstur går fra Sdr. Hygum kirke, der er bygget af tiloversblevne materialer fra byggeriet af Ribe Domkirke, og til katedralen af maj-blomstrende rododendroner i Gram Slotspark. På turen går vi op på Harreby Bjerg, der er det sidste bjerg inden England. Herfra kan vi se ni kirker i det sønderjyske midtland.

Vel hjemme går vi ind i mørket og ser filmen The Way. Den handler om en far, der får besked på, at hans eneste søn er fundet død under en pilgrimsvandring på Caminoen. Faren selv går de samme 800 kilometer på Caminoen. På den indre vandring er han på vej hjem – også helt hjem til Gud. En film og en vandring om at genopdage kærlighed, tryghed og tilgivelse.

Et andet aftenprogram handler om vandringsfilosoffen Ludwig Feilberg (1849-1912). Feilbergs pointe er, at de største erkendelser gør man på fodture – og da erhvervsledere introducerede walk and talk med medarbejdere, blev der blandt andet hentet inspiration fra Feilberg.

En fodvaskning er der også lagt ind i programmet. Vi vasker fødderne, fordi vi trænger til det – at pleje de fødder, der går med os hele vejen, og fordi vi endnu en gang trænger til at høre om fodvaskningens dybe betydning (Joh. 13, 1-15). ”Hvor du sætter din fod”, synger vi fra Højskolesangbogen.