Salget af såkaldt convenience food er eksploderet. Udskåret, økologisk salat i plasticposer rives væk fra supermarkederne. Danskerne gider ikke længere madlavningen. Det er blevet moderne at fortælle, at man hellere vil bruge sin kostbare tid på andet end at stå i køkkenet og braisere og koge og snitte.
Men hvad er dette ”andet”, vi hellere vil bruge vores tid på? Motion? Fjernsyn? Mobiltelefonen?
Det eksplosive salg af færdigretter kan være et udtryk for, at intet i vores tilværelse må være besværligt.
Første krav er, at maden skal være nem. Næste krav bliver, at kærligheden også skal være nem som færdiglavede boller i karry. Man orker ikke at skulle kæmpe med den besværlige kærlighed og genstridige partner. Så hellere bruge tiden på noget andet.
Og fra kravet om nem mad og nem kærlighed er der ikke langt til et krav om, at livet også skal være nemt. Der må ikke være problemer, sygdom, skrupler, anfægtelser.
Det at leve skal være som at åbne posen med den økologiske salat, der lynhurtigt kan hældes over med en fedtmager, kold kvarksovs.
Gudskelov har jeg nogle venner, der elsker den besværlige og tidskrævende madlavning, fordi de ved, at der skal kæmpes med maden, kærligheden og livet for at få det allerbedste ud af alle tre ting.
Og en af disse venner er sognepræsten Lars Sølling i Ordrup. Han prædiker lidenskabeligt, fordi han ikke er bange for at kæmpe med teksten. Hans hustru er ualmindelig smuk, og han vil slås for at beholde hende for evigt. Og så holder han sig ikke tilbage for at bruge flere timer hver dag i køkkenet.
Det er en mand, der er levedygtig og tager de kampe, der skal til, for at maden, kærligheden og livet kan smage af noget. Og jeg er ham stor tak skyldig for, at han for nylig introducerede mig for Uncle Joe, som han lærte at kende i Kenya. Uncle Joe er hamrende besværlig, men til gengæld en fornøjelse at være sammen med. For eksempel her i pinsen!