Du kan være ”plakatfuld” – og en væg kan være fuld af plakater. Hvordan hænger dét sammen?

En læser vil vide, hvorfra ordet ”plakatfuld” stammer. I jagten på et svar har Johs. Nørregaard Frandsen været vidt omkring, blandt andet et smut i dyreriget

Tegning: Morten Voigt
Tegning: Morten Voigt.

En væg kan være fuld af plakater, mens mennesker kan være plakatfulde . Det er underligt, at ordet plakat kan bruges i to så forskellige betydninger. Det synes Svend Sørensen fra Skovsted ved Thisted også, så han har skrevet til nærværende klumme og spurgt til sammenhængen.

Lad os først dvæle ved drikkeriet. Blicher skriver: ”giv mig en Flaske Falerner, eller Tokayer, at jeg kan blive placat fuld, og komme til at sove en fjorten, sexten Timer i eet Sæt!” Så det er ikke lige for nylig, at udtrykket plakatfuld er kommet på plakaten. Man kunne altså også blive plakatfuld i 1830’erne.

En lille fjer på

Der er mange sjove udtryk for fuldskab, og ofte skal en række uskyldige dyr indblandes. Man kan være fuld som et svin eller fuld som en høne, for nu ikke at sige hønefuld, og i sidstnævnte tilfælde begynder det måske med, at man får en lille fjer på. Mens vi er ved fuglene, så kan man også være fuld som en allike. Stakkels fugl, bare den ikke skvatter ned fra skorstenspiben. Og hvorfor en allike? Måske er det dens lidt sjokkende gangart, der har givet den skudsmålet, for den går ikke helt ulig en bærer af en brandert. Udtrykket findes også i andre nordiske sprog, men på ældre norsk er fuglen en alke eller alk, og sådan en går lidt pingvin-agtigt; slingrende, som om den har indtaget rigelig sildeolie. Alliken bør frifindes. Det er alken, der kan være fuld. Man kan for resten også være fuld som en pave, hvilket selvfølgelig ikke har noget med fuglene at gøre. Det kan være opstået ironisk mod den katolske kirkes overhoved. Faktisk havde man engang en dunk af sten til brændevin, som det folkelige vid kaldte en pave.

Fra forordning til kunstværk

Nu må vi tilbage til Svend Sørensens gode spørgsmål. Det morsomme er, at der er tale om to helt forskellige plakater – sådan rent sproghistorisk. Når vi taler om plakater, der klæbes eller hænges op for at gøre opmærksom på noget, for eksempel at man skal huske at bruge mundbind, er ordet kommet via tysk fra fransk placard, der er afledt af plaquer, som betyder at overtrække eller beklæde, eller fra det nederlandske plakken, der betyder at klæbe. Her har vi altså oprindelsen til plakaten på væggen eller plakatsøjlen. I 1800-tallet var placater i øvrigt betegnelsen for en forordning eller lov, der blev kundgjort – netop ofte ved opklæbning. Siden blev plakaterne brugt til mere folkelige meddelelser, ligesom billedkunstnere tog dem i besiddelse.

Blid som en ... fulderik

Når det så gælder branderten, plakatfuld, så er ordet faktisk af en helt anden flaske. Her er det et ord fra latin, der danner baggrund, nemlig placatus, som kan betyde forsonet, gjort blid eller fuldstændigt. Det er måske ikke altid forsonligt at møde plakatfulde mennesker, men på et tidspunkt dingler de vel blidt og fuldstændigt sammen. Det er den gennemførte brandert, der kunne være lige til plakaten over dårlig stil. Men ellers har de to ord ikke noget med hinanden at bestille.