Uanset om man er A- eller B-menneske, er der planeter at se. Om morgenen er der hele tre, Venus, Mars og Jupiter. Da planeter befinder sig i nogenlunde samme plan, kaldet Ekliptika, vil de også stå tilnærmelsesvis på linje.
Med en blot nogenlunde fri østhorisont kan man se den klareste planet, Venus, øverst, og nederst den knap så klare Jupiter. Mellem dem står den meget svagere Mars med sin karakteristiske orange glød. Også stjernen Regulus i Løven, der er en anelse klarere end Mars, befinder sig på denne linje, fordi den ligger meget tæt på ekliptika.
Planeter vandrer langs ekliptika, og derfor kan man om en halv snes dage se Mars komme tæt på Regulus. At planeter er vandrestjerner, har man været klar over i flere tusinde år. Navnet stammer netop fra det oldgræske planetos - betegnelsen for en, der vandrer. Resten af måneden vil de tre planeter nogenlunde fastholde deres indbyrdes positioner - omend de langsomt nærmer sig hinanden.
Om aftenen kan man en times tid efter solnedgang rette blikket mod sydvest og dér se Saturn cirka seks grader over horisonten. De andre planeter befinder sig til højre for Solen og er for længst gået ned. Om et par dage vil den fem dage gamle Måne stå umiddelbart til højre for Saturn.
Klokken 22, som svarer til, hvad kortet viser, er Saturn netop gået ned. Men der er meget andet at kikke på. Højt i syd ses Sommertrekanten og indikerer, at det stadig er sommer. Men dagen er dog aftaget med næsten fem timer, og natten er derfor tilsvarende længere. Tilmed er Solen om natten dybere under horisonten i nord, og natten derfor mørkere. Det gør det lettere at se de mange mindre klare stjerner.
Sommertrekanten består jo af de tre klare stjerner, Vega, Deneb og Altair, der dog er hovedstjerner i hver sit stjernebillede. Sommertrekanten er således ikke et officielt stjernebillede, men en velkendt og iøjnefaldende figur. Når mørket for alvor er faldet på, kan man med et normalt syn se Mælkevejen som en diffust lysende zone strække sig ned gennem netop Sommertrekanten.
Tager man en almindelig håndkikkert til hjælp, bliver det tydeligere, at dette diffuse bånd består af millioner af stjerner. Stjerner som i en stor, flad skive danner vores galakse, kaldet Mælkevejsgalaksen.
Retter man håndkikkerten mod den lille stjerne over A'et i Andromeda, kan man lidt højere på himlen (over D'et) formentlig fange vores galakses nabo 2,5 millioner lysår ude i rummet.
Den har indlysende nok navn efter det stjernebillede, den ses i, nemlig Andromeda-galaksen. Vi ser galaksen, som den så ud for 2,5 millioner år siden. Hvis vi vil vide, hvordan den ser ud i dag, må vi vente yderligere 2,5 millioner år. At tage derud vil tage endnu længere tid, da vi næppe kan bevæge os med 300.000 kilometer i sekundet - lysets hastighed.
Når vi betragter stjernehimlen, er det interessant at tænke på følgende: Vi ser hver stjerne til sin tid. Vi ser tilbage i tiden, men til forskellig tid. Vi ser altså ikke stjernehimlen, som den er.
I vores egen verden her på Jorden forventer vi, at de hændelser, vi iagttager, sker, når og hvor vi ser dem. Det er rart at tænke på, når vi skal over gaden, at de biler, vi skal passe på, faktisk er dér, hvor vi ser dem. Men sådan er det ikke med planeter og stjerner.
Iagttager man eksempelvis jupitermånernes kredsløb om Solsystemets største planet, sker begivenheder også tidligere, end vi ser dem. Da afstanden til Jupiter varierer på grund af planeternes bevægelser, vil forsinkelsen også variere i størrelse. Det udnyttede vores berømte landsmand Ole Rømer til at bestemme størrelsesordenen af lysets hastighed. Månernes kredsløb ligger i faste skemaer, der beskriver deres forsvinden og genopdukken ved Jupiters kant.
Sammenligner man de observerede hændelser med tiderne i skemaet, kunne Ole Rømer med kendskab til afstandene i Solsystemet nogenlunde fastslå lysets hastighed. Og netop Jupiter kan man nyde synet af om morgenen i øst en times tid før solopgang.
Råder man over en udsigtskikkert med 20-30 ganges forstørrelse, kan man rette den mod Svanens næb, Albireo, midt i Sommertrekanten. Albireo er i virkeligheden en dobbeltstjerne cirka 400 lysår fra os. I kikkertfeltet ser man tydeligt to stjerner med hver sin kulør. Disse farvekontraster er mere iøjnefaldende, når man observerer dobbeltstjerner.
Den klareste komponent er tydeligt gul, mens den lidt svagere er en blå stjerne. En stjernes farve afspejler dens overfladetemperatur. Den blå stjerne har en overfladetemperatur på cirka 13.000 grader, mens den orange-gules overflade er cirka 4000 grader. Solens overfladetemperatur er knap 6000 grader. I modsætning til stjerner er eksempelvis planeten Mars' orange teint ikke udtryk for en temperatur, men kuløren på dens overflade.
Bjørn Franck Jørgensen er tidligere direktør for Tycho Brahe Planetariet