Planeterne og månerne

Bjørn Franck Jørgensen fortæller om, hvad man kan se på stjernehimlen netop nu

Når man retter en god håndkikkert mod Jupiter, kan man tæt ved ane tre af de fire såkaldte galilæiske måner, skriver Bjørn Franck Jørgensen.
Når man retter en god håndkikkert mod Jupiter, kan man tæt ved ane tre af de fire såkaldte galilæiske måner, skriver Bjørn Franck Jørgensen. . Foto: Iris.

Når mørket falder på, kan man i øst se fuldmånen umiddelbart under den klare planet Jupiter. Begge befinder sig i stjernebilledet Tvillingerne. Om en uges tid optræder den smukke planet Venus på morgenhimlen i øst en times tid før solopgang. Vender man blikket mod syd, kan man finde planeten Saturn, og til højre herfor i sydvest og lidt højere den orange Mars. Om aftenen ligeledes om en uge kan man i sydvest få et glimt af Solsystemets inderste planet, Merkur.

Jupiter og Månen leder tanken hen på den italienske naturfilosof, fysiker og astronom Galileo Galilei (1564-1642), der levede nogenlunde samtidig med danskeren Tycho Brahe.

Retter man en god håndkikkert mod Jupiter, kan man ganske tæt ved og til venstre for planeten måske ane tre af de fire såkaldte galilæiske måner. Venter man et par dage, så vores egen Måne derfor er lidt længere væk, har disse jupiter-måner indtaget nye positioner omkring planeten.

Månerne blev første gang observeret af netop Galileo i 1610, hvorfor de bærer hans navn.

Han var formentlig en af de første, der nysgerrigt rettede en kikkert mod himlens objekter. Ud over at notere sig, at der tydeligvis var måner omkring Jupiter, må han også have bemærket, at planeten tydeligvis var en klode med en vis udstrækning. Uden kikkert fremstår Jupiter og de andre planeter blot som stjernelignende prikker, der flytter sig i forhold til fiksstjernerne.

Galileo skitserede sine observationer og indså med tiden, at månerne måtte kredse om planeten på samme måde, som vores egen Måne kredser omkring Jorden. Åbenbart kredsede ikke alt om Jorden som det ellers var forudsat i det klassiske ptolemæiske, geocentriske verdensbillede.

Diskussionerne om verdens centrum var allerede godt i gang. Den polske astronom Nikolaus Kopernikus havde allerede et par generationer tidligere foreslået Solen som centrum i det såkaldte heliocentriske system. Men selvom vi i Europa i middelalderen diskuterede denne problemstilling, så var den sag allerede på dagsordenen 2000 år tidligere blandt de græske naturfilosoffer.

Galileo var også kendt for at have rettet sit instrument mod Jordens måne. Her observerede han en klode med talrige kratere. Han lavede en lang række skitser af Månens udseende og konstaterede også, at Månen syntes at have bunden rotation, hvilket vil sige, at den hele tiden vender samme side mod Jorden. Men faser er forskellige, og det udnyttede han. Langs grænsen mellem den mørke og belyste del står Solen meget lavt, og her kaster kratervæggene markante skygger. I løbet af måneden afsløres alle synlige krateres form og højde. Det gjorde det lettere for Galileo at danne sig et 3D-billede af Månens overflade. Ved fuldmåne er det derfor ikke umagen værd at rette kikkerten mod Månen.

Inden for en uges tid vil den smukke, klare Venus vise sig som morgenstjerne i sydøst en times tid før solopgang. Nogle husker måske, at den prydede vores sydvestlige aftenhimmel i december. I den forløbne periode har planeten haft travlt med at passere mellem Jorden og Solen for at komme over på højre side af Solen. Derfor ser vi nu Venus stå op før Solen. Planeten har givet navn til fredag i de fleste europæiske sprog (for eksempel vendredi, der på fransk betyder Venus-dag).

Vender man om morgenen blikket mod syd, kan man knap 20 grader oppe se planeten Saturn. Den er ikke særlig klar, men afslører sig som planet ved at stå med et meget roligt lys i modsætning til stjerner, der funkler. Saturn har givet navn til lørdag (blandt andet Saturday på engelsk).

Lidt længere til højre kan man stadig om morgenen før solopgang lidt højere på himlen se planeten Mars. Ikke så langt derfra står stjernen Spica, der med sit blåhvide, funklende skær markant adskiller sig fra planeten. Og igen afslører Mars sig som planet med sin rolige, orange teint. Også Mars har givet navn til en ugedag, nemlig tirsdag (den nordiske krigsgud Tyr eller i det franske navn for dagen Mardi).

Den inderste af Solsystemets planeter, Merkur, gør sig bemærket om en uges tid. Den befinder sig til venstre for Solen og går derfor ned efter denne. Merkur er derfor synlig lavt i sydvest en lille time efter solnedgang. Planeten var i den romerske mytologi symbolet for sendebuddet. Et godt symbol for den hurtigste af alle planeter. Merkur har givet navn til onsdag (Mercredi, der på fransk betyder Merkur-dag).

I denne sammenhæng skal også nævnes, at Jupiter, som vi har omtalt, har givet navn til torsdag (Jeudi, der på fransk betyder Jupiter-dag). De sidste to ugedage, søndag og mandag er relateret til Solen og Månen.

Bjørn Franck Jørgensen er tidligere direktør for Planetariet i København.