I juni blomstrer en busk med henrivende, snehvide skærme.
Det er kvalkved, som også kaldes ulvsrøn, der let kendes på, at skærmen er næsten flad med en rand af store, hvide blomster, som omgiver en masse uanselige blomster i midten. De store randblomster er sterile, men lokker insekter til, så de midterste, fertile blomster kan blive bestøvet.
Busken, som sjældent bliver mere end tre meter høj, minder med sine blomsterskærme en hel del om hortensia, men det er en overfladisk lighed, man ikke skal lade sig narre af.
Kvalkveds nærmeste slægtninge er hyld og den lille desmerurt, der gror på fugtige steder i stenede hegn og skovbryn med god muld. Den sarte forårsplante har små, grønne blomster, der er samlet fem sammen i et lille hoved, så én ser lodret op, og de andre skuer mod de fire verdenshjørner.
Man tror, det er løgn, at den er beslægtet med kvalkved og hyld, men det er den, og den lille plante har givet navn til den familie, som de mange arter af kvalkved hører til.
Bærrene af kvalkved bliver navnlig sidst på efteråret og i vintermånederne halvgennemskinnelige, og de ser pragtfulde ud i kontrast til ny hvid sne.
Fugle æder dem sjældent i større stil, da de er noget giftige, og det er også derfor, busken har fået navnet ulvsrøn, der betyder ”ulverøn” og er nedsættende ment.
Mange har sikkert hørt den russiske folkesang ”Kalinka” sunget af Ivan Rebroff eller med stor patos af Den Røde Hærs Kor iklædt overdimensionerede kasketter – og undret sig over, hvad de sang.
Nu har jeg spurgt en russiskkyndig, som fortæller, at det er en vrøvlesang fra omkring 1860 om kvalkved og hindbær, der hedder kalina og malina på russisk.
Kalinka og malinka, som man synger om, betyder ”lille kvalkved” og ”lille hindbær”. Sangen giver ikke så megen mening, men det er nok en mands glade kærlighedserklæring, og rimene, rytmen og betoningen er mesterlig: ”Kaaaaaaaaaaaaa-linka, kalinka, kalinka, moya”.
Det mærkelige danske navn kvalkved kommer af et ældre navn, kvalkebær, som kan oversættes til kvælebær eller kvalmebær. Betegnelsen skyldes de giftige bær, som man får kvalme af og kaster op af, hvis man spiser mange.
Kvalkved er den næstsidste i hegnenes og skovbrynenes række af buske og træer med hvide blomster i foråret: De afløser på smukkeste vis hinanden fra midt i april til sidst i juni: Mirabel, slåen, kirsebær, hæg, vildpære, røn, tjørn, kvalkved og hyld.
Uden at vide det har mange haveejere kvalkved i deres haver.
Den populære sneboldbusk er nemlig en variant af den vilde danske kvalkved. Varianten har udelukkende de store, sterile blomster i skærmen, der vitterligt ligner en lille snebold.
Men da blomsterne er sterile, sætter den ikke røde bær, og planten må formeres med stiklinger.
Den vilde kvalkved med de flade skærme og røde vinterrubiner er let at dyrke i haver. Den kan købes i planteskoler, men er også let at opformere fra frø, som man kan samle i naturen.
Kalinka!