Pligtopfyldende kirkehistoriker får pris

Professor Martin Schwarz Lausten modtog i går Kristeligt Dagblads Pris for mange års overbevisende formidling af kirkehistorien

Kirkehistoriker Martin Schwarz Lausten (th.) fik i aftes overrakt Kristeligt Dagblads Pris 2017 af Kristeligt Dagblads bestyrelsesformand, Ivar Brændgaard. –
Kirkehistoriker Martin Schwarz Lausten (th.) fik i aftes overrakt Kristeligt Dagblads Pris 2017 af Kristeligt Dagblads bestyrelsesformand, Ivar Brændgaard. – . Foto: Leif Tuxen.

En stor indsigt i kirkehistorien og en unik evne til at formidle denne viden til omverdenen er en god kombination. For kirkehistoriker Martin Schwarz Lausten går disse evner så godt hånd i hånd, at det fortjener en pris.

I aftes modtog han Kristeligt Dagblads Pris for sin mangeårige forskning på det teologiske fakultet ved Københavns Universitet og for sine evner til at udbrede sin store viden. Det skete på Nationalmuseet i København under et efterårsmøde for avisens repræsentantskab.

”Din vilje til at delagtiggøre befolkningen i din forskning i et forståeligt sprog er imponerende,” lød det fra Kristeligt Dagblads bestyrelsesformand, Ivar Brændgaard, da han overrakte prisen til Martin Schwarz Lausten.

Formanden understregede desuden Martin Schwarz Laustens livslange arbejdsomhed, der har ført en strøm af bøger om kirkehistoriske emner med sig gennem næsten 50 år.

Når prisen tilfalder Martin Schwarz Lausten i år, 500-året for Reformationens begyndelse i 1517, skyldes det også, at netop han ”mere end nogen anden dansker har klædt os på til at fejre i Danmark”, lød det i formandens motivering.

Glæden ved at give sin viden videre er en pligt, der har rod i hans kirkelige opdragelse samt en glæde over livet, fortalte Martin Schwarz Lausten i et stort interview i avisen i fredags.

Prisen kom som en stor overraskelse, sagde den beærede modtager i går:

”Jeg er meget glad for den, ikke mindst for motiveringen. Bortset fra min undervisning og kirkehistoriske forskning har jeg altid bestræbt mig på formidlingen af den. For hvad er det hele værd, hvis det ikke når ud over fagfællers kreds?”.

Martin Schwarz Lausten modtog med prisen 25.000 kroner samt en skulptur kaldet ”Hyrden”, skabt af kunstneren Peter Brandes. Han har med sit værk det antikke græske offermotiv ”kalvebæreren” i tankerne og vil med motivet minde om Kristus som både det uskyldige lam, der blev ofret, og som hyrden, der forrest i flokken bærer den svage frem til sejr.