Det gode, gamle og meget udbredte danske verbum “at komme” kommer til at spille en væsentlig rolle i denne klumme. Det skyldes en henvendelse fra en af avisens læsere, Poul Jørgen Dybdal fra Højbjerg. Først nævner han, at de to verber “imødekomme” og “imødegå” har det med at blive blandet sammen.
Han skriver blandt andet "I min forståelse er 'imødekomme' at være positiv (imødekommende) over for noget, ja vist endda hjælpe det på vej. 'Imødegå' derimod er at være negativ over for noget, kæmpe imod det, altså helst undgå, at det sker. Hvis man ikke holder styr på de betydninger, så ender de to ord lige som 'bjørnetjeneste' – de kan ikke bruges, for man ved ikke, om de skal opfattes på den ene eller den anden måde.”
Dernæst antyder læseren også, at der er tale om en ny udvikling i sproget, men jeg kan dog konstatere, at den positive brug ikke er helt ny.
For eksempel er denne sprogbrug nævnt i tre af de større ordbøger over moderne dansk, men den får nu ikke helt samme karakteristik med på vejen. Den Danske Netordbog (tilgås via ordbogen.com) tager klarest afstand fra brugen af imødegå i positiv betydning, altså "være villig til at gå ind på noget", ved at skrive “Denne brug kan føre til misforståelser og anbefales derfor ikke af denne ordbog.”
Nudansk Ordbog (også via ordbogen.com) er anderledes imødekommende og skriver, at imødegå i denne brug er synonymt med imødekomme, men tilføjer dog, at denne betydning er modsat den traditionelle og bruges af yngre.
Den Danske Ordbog placerer sig et sted mellem de to andre ordbøger og skriver om den nye, forkætrede betydning, at den “af mange regnes for ukorrekt”; det er altså op til læserne selv at vurdere, om de tør bruge den. Den samme formulering om korrekthed optræder en del steder i Den Danske Ordbog, idet en sprogbrug beskrives, uden at den eksplicit frarådes; det gælder blandt andet for det noget fortærskede eksempel bjørnetjeneste, som Poul Jørgen Dybdal jo også henviser til.
Dybdal spørger i sin henvendelse også til brugen af “kommer til” og “kommer ikke til” som i “vi kommer ikke til at støtte en fast forbindelse over Kattegat”.
De fleste har nok bemærket, at disse vendinger var voldsomt udbredte i politikernes udtalelser i den nys overståede valgkamp, og læseren skriver rammende: “det er 'smart' at bruge – for så er man fri for at sige noget om hvorfor. Er det, fordi vi skal, kan, er nødt til, bør, ønsker at eller ...?”
Jeg er enig i den vurdering; formuleringen optræder ofte i sammenhænge, hvor en politiker har fået kritiske spørgsmål om en møgsag og svarer “Jeg kommer ikke til at gå ind i en nærmere diskussion af det nu." En mere direkte og ærlig måde at håndtere det på ville være at sige “jeg vil ikke” eller “jeg ønsker ikke at gå ind i en diskussion”. Hvis man vil være mere forstående over for denne retorik, kan man sige, at politikeren ikke udtrykker noget om (manglende) vilje, men blot siger noget om fremtiden.
“Komme til” har nemlig flere funktioner på dansk, og en af dem er at udtrykke, at en handling finder sted på et tidspunkt i fremtiden. På dansk har vi ikke en særlig verbalform til det, men må ty til omskrivninger af forskellig art, blandt andet med “komme” og også med “ville”, uden at der er tale om egentlig vilje: “Vi vil være fremme ved femtiden”. På mange andre sprog, for eksempel fransk, kan her bruges bøjningsformen futurum (fremtid), som i den tilsvarende sætning “Nous serons là vers cinq heures”, hvor “serons” er fremtid af verbet “être” (at være).
For lige at vende tilbage til det danske “komme til”, så har det som nævnt en række andre betydninger, blandt andet “at gøre noget uforsætligt eller tilfældigt”, altså helt uden at viljen er involveret: “Jeg kom til at vælte min snaps”, og betydningen “få adgang til, få mulighed for” som i “Hun ringer til mig, så tit hun kan komme til det”. Og så er der den indignerede og let flabede kommentar “Kan du komme til!” til dem, der maser sig foran i køen. Dem er jeg nok ikke så imødekommende over for.
Dette er en sprogklumme. Klummen skrives på skift af forfatter Susanne Staun og seniorredaktør Henrik Lorentzen