Adventstiden er en mærkelig tid. Vi, der elsker tunge, klangfulde vine, hælder pludselig sukker og krydderier i vinen og drikker den oversødet under navnet gløgg, der betyder afbrændt. Navnet passer glimrende. Ofte har man en fornemmelse af, at man med supermarkedernes gløgg bliver brændt af med noget usmageligt sprøjt.
Det mærkelige ved adventstiden er også, at forældrene med ét bliver optaget af, at deres børn skal tro dybt og inderligt. Julemanden bliver trukket frem, og hver dag får børnene at vide, at han eksisterer og vil bringe dem gaver, lykke og glæde. Hvis danske forældre havde talt lige så indtrængende om Jesus, ville Danmark have været opfattet som et dybt fundamentalistisk land.
Men det er ikke bare religiøsiteten, der blusser op i julemåneden. Det gør den gammeldags pædagogik også. ”Hvis du ikke opfører dig ordentligt, lille Vilhelm, kommer julemanden ikke i år.” Men det, der måske er mest mærkeligt i adventstiden, er, at danske forældre tror, at deres børns ønskeseddel er en dosmerseddel. Stressede og ubehageligt berørte af, hvor meget julen koster, indkøber forældrene alligevel alle ønskerne. De små skal ikke have en dårlig jul. Også ægtefællen skal have en dyr gave, der efter jul straks bliver byttet.
Jeg serverer ikke gløgg med begejstring, da drikken kun smager mig i frostvejr på et udendørs tysk julemarked. Jeg gør det for at glæde mine voksne børn.
Første søndag i advent inviterer jeg dem traditionen tro på hvid gløgg. Da julen nok heller ikke i år bliver hvid, kan man i det mindste gøre gløggen hvid. Og da jeg ikke sparer på hverken krydderier eller alkohol i min adventsgløgg, kan jeg godt mærke på mig selv og mine børn, at vi efter par glas føler os en anelse lykkelige, eller som det burde hedde i adventstiden:
Gløgglich!