Præriebøger får nostalgien frem

Da Kristeligt Dagblad i sidste uge bragte en artikel om præriebøgerne, vældede minderne frem hos mange af avisens læsere

Hendes bøger om ”Det lille hus på prærien” har fascineret store og små i generationer. Når vi følger i Laura Ingalls og familiens hjulspor hen over 1800-tallets vilde prærie, får vi indblik i en verden, som ikke længere findes.

Da Kristeligt Dagblad i sidste uge bragte en artikel om præriebøgerne, vældede minderne frem hos mange af avisens læsere. Her følger fem anekdoter fra Facebook, hvor læsere fortæller om deres bedste oplevelser med Laura og familien:

”Vi legede ”Det lille hus” og byggede hele spisestuen om til den lille bjælkehytte i dagevis. Familiesammenholdet igennem tykt og tyndt, opfindsomheden og nøjsomheden var fantastisk læsning – og også alle de forskellige og meget detaljerede beskrivelser af mad,” skriver Hanne Frost Jessen. Merethe Rytter Pedersen var barn dengang, man også måtte i skole om lørdagen:

”Vores klasselærer Fru Christiansen læste alle bøgerne lørdag i den sidste time. Vi var musestille!”

Som voksen faldt Hanne Mølgaard Plaschke over hele bogserien på et loppemarked. Da hun genlæste bøgerne, så hun på Lauras historie med nye øjne.

”Der gik det op for mig, hvor unik den historie er, ikke mindst hendes ungdomshistorie, hvor hun starter som lærer på en skole med alt, hvad det indebærer. Der ser man virkelig hendes styrke i et mandsdomineret og meget religiøst samfund.”

Naturen er både kilde til glæde og voldsomme strabadser for familien, som blandt andet må leve af såsæd gennem en hel vinter, hvor snestorme holder dem fuldstændig afskåret fra resten af verden.

”Elsker nøjsomheden og kærligheden i bøgerne og beskrivelsen af naturens storhed og de barske forhold,” skriver Lillian Marianne Nielsen, mens Bodil Bakhteyar Bredmose er optaget af, hvordan familien, når elementerne raser, finder styrke i deres tro.

”Da jeg var barn, huskede jeg den laaange vinter. Ved genlæsning som voksen slog det mig, hvor stor en rolle religionen spiller i fortællingen,” skriver hun.