Prøv avisen

Snart kan du printe et nyt øre

Der er stadig lang vej, før man kan bruge 3D-bioprinteren til at skabe organer til patienter, skriver Anthony Atala til hjemmesiden, men det er visionen, at læger skal kunne pringe knogler, brusk og muskler for på den måde at give patienter en fuldt ud funktionel ny legemsdel.

Inden for en overskuelig fremtid kan det blive muligt at producere organer ved hjælp af en såkaldt 3D-bioprinter

Der findes mange eksempler på mennesker, der efter et uheld, har mistet et øre, en næse eller fingre. Det kræver en meget dygtig kirurg at få dem til at se fine ud igen ved for eksempel at bruge hud fra andre steder på kroppen.

Inden alt for længe kan det dog være, at man har mere effektive metoder.

En amerikansk forskergruppe har således lavet en såkaldt 3D-bioprinter, der gør det muligt at ”printe” organer - for eksempel en ny næse eller et nyt øre, skriver Videnskab.dk. Det er et stort skridt på vejen mod at kunne lave tilpassede organer til den enkelte patient, siger stamcelleforsker Tine Fink fra Aalborg Universitet til hjemmesiden.

”Det er ikke en helt ny tankegang, men det er udført på en bedre måde, end vi har set tidligere,” siger hun.

En 3D-bioprinter fungerer ved at ”udskrive” celler i bestemte lag og skabe funktionelt væv.

Lederen af forskergruppen, Anthony Atala, fortæller i en pressemeddelelse, at der er behov for mere forskning inden for feltet, før printede organer kan transplanteres til patienter, men at man med deres nyeste forskning overvinder ”adskillige tekniske hindringer, for at nå det mål”.

Forskergruppen har for nylig printet et øre, muskelgrupper og knogler for at vise potentialet af den nye teknologi. Først laver man en 3D-model på en computer - et slags stillads - som printeren udskriver, og til sidst printer man celler ind i den struktur. Herefter er det op til kroppen at klare resten, og det kan godt lade sig gøre, siger Tine Fink til Videnskab.dk.

”Man kender det fra, at hvis man brækker en arm, så kan den rettes op igen, sættes i gips, og så vokser den sammen af sig selv. Hvis du derimod har et stykke knogle, som er helt knust, og som man er nødt til at fjerne, så vokser det ikke sammen. Det vil altså sige, at der skal være en struktur, som kroppen kan modellere på - noget, den kan omdanne og reparere. Det er det, den bruger stilladset til,” siger hun til Videnskab.dk.

Der er stadig lang vej, før man kan bruge 3D-bioprinteren til at skabe organer til patienter, skriver Anthony Atala til hjemmesiden, men det er visionen, at læger skal kunne pringe knogler, brusk og muskler for på den måde at give patienter en fuldt ud funktionel ny legemsdel.