Produktudvikleren

Brugskunst fra Richard Nissens Trævarefabrik i Langå blev spydspids for dansk design. Den gamle fabrikant har huset fyldt op af det, og på trods af sine 85 år er han ikke gået på pension

Richard Nissen fotograferet sammen med en del af sin unikke samling fra årene, hvor Richard Nissens Trævarefabrik i Langå var med til at sætte trenden i teaktræ og brugskunst inden for dansk design. Han viser her en af de unikke isbøtter, der blev produceret på virksomheden.– Foto Niels Aage Skovbo/Fokus.
Richard Nissen fotograferet sammen med en del af sin unikke samling fra årene, hvor Richard Nissens Trævarefabrik i Langå var med til at sætte trenden i teaktræ og brugskunst inden for dansk design. Han viser her en af de unikke isbøtter, der blev produceret på virksomheden.– Foto Niels Aage Skovbo/Fokus. Foto: Mr. Niels Aage Skovbo.

De står rundtomkring i lejligheden som signaler fra dengang, hvor dansk brugskunst fra Richard Nissens Trævarefabrik i Langå var med til at gøre Danmark og dansk design kendt i det store udland. En helt unik samling af brugskunst i fortrinsvis teaktræ, men også andre træsorter, fra 1950erne og 1960erne, som blev folkeeje og gennem to årtier satter stil og et tidstypisk særpræg på danske spiseborde og hjem.

LÆS OGSÅ:
Design er andet og mere end ting

Samlingen er fra dengang, hvor den nu 85-årige Richard Nissen, som tredje generation i familievirksomheden i Langå var leder og indehaver af træfabrikken. Under hans ledelse voksede den til en af verdens største virksomheder inden for brugskunst. Denne udvikling, der kan ses som et billede på det 20. århundredes industrielle udvikling i Danmark, blev grundlagt gennem et mangeårigt samarbejde med en af dansk designs kendteste navne, Jens H. Quistgaard (1919-2008).

Kender man ikke meget til design, og siger navnet Quist-gaard derfor måske ikke lige en noget, så kig engang i køkkenskuffen. Med stor sandsynlighed rummer den et af hans designprodukter, dåseåbneren, som Quistgaard formgav til knivfabrikken Raadvad i 1950, en enkel model med en tynd plade med en hugtand på. Den blev et af hans mest berømte produkter, men Quistgaard designede inden for alle genrer. I midten af 1950erne indledte han samarbejdet med trævarefabrikken i Langå, hvor hans design blev til i et kreativt samspil med virksomhedens unge driftsleder, Richard Nissen, der i 1957 overtog virksomheden. Siden fortsatte Richard Nissen med sit eget design, da han gik solo i 1970erne.

Dette til trods afviser han betegnelsen designer, men ser sig selv som produktudvikler af ny formgivning såvel som af nye maskiner til produktionen.

Jeg har aldrig haft design-ambitioner, og jeg synes, den titel er blevet utroligt meget misbrugt gennem årene. Det er jo sådan i dag, at bare man kan sætte nogle streger på et stykke papir, så kalder man sig for designer, fastslår Richard Nissen, mens han viser rundt i sin store samling med eksemplarer fra hele trævarefabrikkens produktion af brugskunst siden midten af 1950erne.

Selv er han praktikeren, som voksede op med virksomheden, og her suppleret med studieophold i Sverige og USA lærte alt om behandlingen af træ. For ham skal kvaliteten af formgivningen af et produkt vægtes efter, om det føles rigtigt i hånden.

Familiefirmaet Richard Nissens Trævarefabrik havde sit udspring i en lille bødkervirksomhed på Fyn. I 1919 flyttede virksomheden til Langå, fordi der her var gode jernbaneforbindelser og store skove med bøgetræ til fabrikation af staver til tønder og dritler, som dengang var hovedproduktionen. Med den senere produktion af brugskunst blev fabrikken i 1950erne og 1960erne en del af tidens populære designbølge. I USA blev produktionen solgt under varemærket Dansk Designs, hvor man i reklamerne forsøgte at understrege autenticiteten ved at benytte det danske ord, Dansk, i stedet for Danish.

Bakker, peberkværne, salatskåle, skærebrætter og kopper og kander i stentøj fra Kronjyden i Randers, som Richard Nissen tilkøbte fandt i disse år vej fra virksomheden til tusindvis af danske og udenlandske hjem. Produkterne blev solgt på kvalitet og godt design. Flere af dem har været udstillet på Museum of Modern Art i New York.

I begyndelsen af 1970erne afbrød Richard Nissen samarbejdet med Dansk Designs og fortsatte med brugskunst til køkken og bord, som han selv havde udviklet og formgivet. Blandt andet fra disse år den velkendte og populære saml-selv-vinreol i rundstokke.

I dag er virksomheden solgt og overtaget af Bodum, og de gamle fabriksbygninger i Langå er væk, men Richard Nissen har her fortsat sit eget lille enmandsfirma, hvor han udvikler og fremstiller produkter til blandt andet jagt og fiskeri. Han har således efter inspiration fra et fresko-maleri i Palazzo Medicis kapel i Firenze opfundet en speciel hundesnor, hvor jægeren kan frigøre hunden fra snoren med kun den ene hånd. Lige nu er han optaget af prototypen til et møbelsæt stole og bord som let kan skilles ad, så det ingenting fylder. Der kommer hele tiden nye ideer til, og Richard Nissen fortæller smilende, at han altid har hyldet ligningen I = U² ideen er lig kvadratet på udfordringen. Med andre ord: udfordringer er til for at overvindes.

Hvilket alt sammen er med til at holde ham ung.

Det er simpelthen årsagen til, at jeg nu er blevet 85 år, mener Richard Nissen, der kan se tilbage på et langt og kreativt liv med træ fra tønder til trend, som en lokal udstilling om Langå-virksomheden engang blev kaldt.