Prøv avisen
Liv i sproget

”Prygelknabe” bruges stadig i det danske sprog

En prygelknabe af den gammeldags slags.

Før i tiden brugtes ordet til at betegne en knægt, der trængte til prygl. Nu til dags bruges ordet heldigvis kun i overført betydning

Prygl er et rædselsfuldt ord. Det er ikke længe siden, forældre mente, at deres børn havde godt af prygl. Det er ikke længe siden, at lærere fuldt lovligt kunne uddele prygl, og der var såmænd endnu ved indgangen til det 20. århundrede folk, som pryglede deres tjenestefolk eller tyende, som de også hed.

Prygl er betegnelsen for en afstraffelse, der foregår med et redskab eller med hånden. Ordet kommer fra det tyske Prügel, der betyder en knippel.

Afstraffelserne kunne ske med hampereb, med en såkaldt tamp, der er et oprindeligt hollandsk ord for et kort stykke reb eller tov. Man kunne også få prygl med en ferle, der var et stumpt redskab med stor tyngde, der rigtig kunne gøre ondt. Ordet ferle er heldigvis ude af det danske sprog. Det kom af et latinsk navn på en plante, ferula, der har en kort, knudret stamme, som rigtig kan smøre rygstykkerne på de formastelige.

Jeg er i en venlig mail fra en læser, som ikke ønsker sit navn i avisen, blevet spurgt, om jeg vil udrede ordet prygelknabe. Det vil jeg gerne og håber ikke, der er for mange prygelknaber blandt læserne. Ordet er sammensat af det overfor nævnte, tyske Prügel og det ligeledes tyske Knabe , der betyder en dreng eller en knægt.

En prygelknabe er altså en dreng, der får eller skal have prygl!

Nu er det heldigvis især i overført betydning, ordet stadig bruges i dansk sprog, også selv om det vist er et af de ord, der er på retur i brug. I den overførte betydning er en prygelknabe en person, der får alle kløene for et eller andet. Ordet er altså synonym til syndebuk.

For eksempel hed det i en avisartikel lige efter valget til Folketinget, at partiet Det Radikale Venstre var blevet prygelknabe for rød blok. Så vidt jeg ved, foregik det ikke med hampereb, men ellers var tævene fra vælgerne da vist barske nok.

Prygelknaben eller, som det også kunne hedde engang, piskedrengen, er egentlig en person, som alles vrede eller foragt kunne samles om.

Ordet hævdes at være opstået ved hoffet eller i de fyrstelige kredse, hvor man havde en særlig dreng, for eksempel en stalddreng, som kunne tage imod alle de tæsk og klø og prygl, som fyrstesønnen egentlig skulle have! Det kalder jeg godt nok en stand-in-rolle!

Det kunne vel anføres, at pryglene da vist ikke gavnede meget, hvad de næppe nogen sinde gør under nogen omstændigheder.

Men på den anden side kom man vel af med sin aggression, og skulle der ryge et par ribben eller brække en arm under ferlens eller tampens tunge slagregister, så var det mindre godt, hvis det var fyrstelige lemmer, der knak!

Nu ved vi, at det gælder om ikke at blive en prygelknabe! Det morsomme er imidlertid, at der findes et andet, nu vist forældet, ord og begreb, der ligner, men som egentlig betegner noget modsat.

En prygelknægt, som kan findes i litterære værker fra 1800-tallet, betyder nemlig en slags kampdommer. Prygelknægten var den svend eller tjener, der ved ridderturneringer og lignende skulle sørge for, at deltagerne overholdt reglerne.

Dansk Boldspil-Union behandler lige nu sager, hvor tilskuere og spillere har udøvet vold mod frivillige dommere i forbindelse med ellers fredelige fodboldkampe. Her er der altså tvivl om, hvorvidt disse fodbolddommere er prygelknægte eller prygelknaber. Så måske skulle vi ikke afskaffe ordene.