Pub-maden skulle gøre berusede arbejdere ædru

En særlig del af den britiske madkunst kommer fra pubberne. Historien om pien handler om både alkoholforbud og Første Verdenskrig

I dag finder man fortsat pies med kød i butterdej på de fleste britiske pubber. –
I dag finder man fortsat pies med kød i butterdej på de fleste britiske pubber. – . Foto: Bjarne Nørum.

Snalrede arbejdere, der kom direkte fra pubben til jobbet på ammunitionsfabrikker, var ikke just den bedste kombination. Men det var ofte situationen under Første Verdenskrig, hvor 12.000 arbejdere var indkaldt til at arbejde på de statslige ammunitionsfabrikker ved byen Carlisle tæt på den skotske grænse i det nordlige England, hvorfra de leverede ammunitionen til de blodige slagmarker på kontinentet.

For mange arbejdere var pubben den eneste adspredelse, når de havde fri. Mange blev arresteret for fuldskab – eller skabte farlige situationer på fabrikkerne, når de ikke var helt sikre på hænder og fødder.

Et totalt alkoholforbud var tilmed under overvejelse, men i stedet blev løsningen, at staten overtog mange pubber og ændrede deres formål. Den første var pubben The Gretna Tavern i Carlisle, som blev nationaliseret i 1916.

Ifølge branchebladet for pubber, The Morning Advertiser, blev nationaliseringen fulgt af nye regler om at smide fyldebøtter ud, ikke længere servere hård spiritus i store glas, forbyde folk at købe en omgang til alle, nægte adgang for letlevende kvinder og ikke mindst servere mad, så folk ikke længere drak på tom mave.

Bagmanden var den kommende premierminister David Lloyd George, der på det tidspunkt var ammunitionsminister. Han anså i forvejen alkohol som samfundets fjende nummer et. Mange tidligere pubejere blev ansat som bestyrere, og de fik bonus efter, hvor meget mad og alkoholfri drikke de solgte. Dermed forsvandt incitamentet til at lange pint efter pint med øl over bardisken.

Samtidig blev de mest simple udskænkningssteder, som end ikke havde latriner, lukket.

Ud af 118 pubber i Carlisle blev 53 lukket, mens staten drev de resterende 65 videre.

Projektet blev udrullet over store dele af landet og er kendt som Carlisle-eksperimentet. Det var først i 1973, at de sidste pubber blev afnationaliseret.

En fast bestanddel på menuen var pies – kødtærter fra statslige fabrikker – som kunne holde sig længe.

Den dag i dag er pies med kød i butterdej fortsat at finde på de fleste pubber. Det er fra de mest simple pølsehorn til regulere retter med kød og sovs, som er fuldstændigt pakket ind i butterdej eller serveret i et lille fad under en sprød hætte.

Og med den lange forklaring når vi frem til dagens ret med vildsvinekød.