Onkel Joakim og jeg har noget sammen. Som han dykker ned i mønterne og sedlerne i pengetanken, tager jeg gerne turen med ordene i ordbøgerne – dykker ned i dem som en delfin og graver mig lyksaligt igennem dem som en muldvarp, samler en håndfuld ord og kaster dem op i luften, så de regner ned over mig.
Indimellem lusker jeg rundt dybt inde ordbøgernes irgange i min lange voyeurfrakke bare for at kigge mig omkring og se, om de kære små nu har det godt - indimellem for helt lavpraktisk at tjekke de ord, jeg har et vedvarende vanskeligt forhold til, for eksempel forræder. Staves det nu med to r’er og ét d – og ikke omvendt?
Et opslag i en onlineordbog er der ingen, der ikke har tid til. Det tager fem til ti sekunder, hvis det kun drejer sig om at tjekke, om for eksempel onlineordbog vitterlig skrives i ét ord. Jeg har slået fem ord op i dag, men dagen er ung.
Sprogrøgtere har nemlig ingen selvtillid og befinder sig i en konstant tilstand af paranoia, vel vidende at det mindste faux pas fra deres side prompte vil finde et nyt hjem for enden af skoggerleende fejlfinders pegefinger. "Se! Hun kan ikke stave til forræder".
Derfor gør sprogrøgtere, hvad de færreste gør, og som de fleste burde gøre, for det har aldrig været nemmere: De slår konstant ord op i de mange opslagsværker på nettet. Er leflende nu synonymt med fidelt? Næsten. Jeg har derfor lavet mit eget motto: Det handler ikke om at være perfekt, men om at prøve at være det – med kærlig hilsen til den kendsgerning, at perfektion er en umulighed.
Samme motto vil jeg gerne udbrede til de mange meget-skrivende landet rundt som et godt råd: Slå ord op på mindste mistanke. Stol ikke på, hvad ellers kloge mennesker skriver rundt omkring på sociale medier og i hæderkronede aviser, eller på, hvad du hører andre sige "Deadline". Selv her tror man nemlig, at for eksempel et udkomme er et resultat. Så fedtet ind i engelsk er vi, at outcome nødvendigvis må hedde udkomme på dansk. Men et udkomme er "den indtægt, der bruges til sikre livets ophold”, altså det, man lever af, ikke et resultat.
På mediet Kommunikationsforum mente en lektor for nylig, at teorien om, at man kan aflæse folks socioøkonomiske status i deres afslappede ansigter, simpelthen er en ”for vild påstand til, at vi kan lade den være henfaren.” Et opslag i en ordbog ville have reddet lektorens ære: Henfaren dækker over ”det eller den, som ikke længere lever eller eksisterer”. Lade ligge eller sidde overhørig ville være gode bud på det, han ønskede at sige.
Til sidst et bizart eksempel på misforståede ord, denne gang fra Twitter: ”Derudover er det provokerende og et sortsyn, at man kun taler om ’kvinders’ tab af abortretten i USA.” Man aner, at skribenten med sortsyn henviser til noget, der er så bagstræberisk, at det bliver fascistisk, det vil sige "sort". Men sortsyn er den udsigt fra vinduet, som pessimisten har, ”tilbøjeligheden hos et menneske til at bedømme situationer og fremtidsudsigter negativt”, som ordbogen siger.
Desværre kræver ordbogsopslag usikkerhed, men indimellem kan jeg få den tanke, at jeg er det eneste usikre menneske, der er tilbage i verden: Hvad nu, når man simpelthen ikke er tvivl?
Det kræver også, at man opfatter ords betydning som vigtig og ikke tilhører den skole, der hævder, at alt er godt, så længe vi alligevel godt forstår, hvad de mener. Dem vil jeg gerne have en lang samtale med i nærmeste fremtid, gerne her på denne plads.