Rådyrene er klar med næste generation

Lammene bliver placeret et sted, hvor råen mener, at der er fred og ro. Hun er selv væk hele dagen for at tage føde til sig. –
Lammene bliver placeret et sted, hvor råen mener, at der er fred og ro. Hun er selv væk hele dagen for at tage føde til sig. – . Foto: Gert S. Laursen/Scanpix.

Råbukkene har i den senere tid typisk fejet deres gevir færdig for gammel hud. Det kan ses på mange unge træer der bærer tydelige mærker af bukkenes ihærdige stangen for at rengøre opsatsen, som geviret hedder i fagsprog. I den kommende måned, og for nogles vedkommende tidligere, er det råernes tur til at være aktive.

Snart ser de små lam med hvide Bambi-pletter dagens lys. Pletterne har de, for at de skal ligne solpletter, når de trykker sig i skovbunden eller det høje græs. Pletterne forsvinder dog med alderen.

Truslen kommer fra ræven, og et andet forsvarsmiddel er derfor, at et rålam ikke lugter særligt meget, og derfor har rovdyr svært ved at få færten. Mange mennesker støder i den kommende tid på rålam, som ligger helt alene i et skjulested, men det er fejlagtigt at tro, at de er forladt.

”Råen lægger lammet et sted, hvor den mener, der er fred og ro, og beder den så om at ligge helt stille,” siger Niels Lisborg, som er naturvejleder i Aage V. Jensen Naturfond, der arbejder med naturbeskyttelse og naturgenopretning.

”Råen er væk hele dagen for at tage føde til sig og vender først tilbage til lammet, eller lammene, hvis der er to, når skumringen indfinder sig, og alt er idyl, og lammet kan få mælk i fred og ro. Senere, når lammet bliver større, kan man se det følge råen rundt i terrænet.”

Flere husejere i sommerhusområder eller villakvarterer har i de senere år stiftet bekendtskab med rådyrene, som stille og roligt er vokset i antal. De er gode til at tilpasse sig, og det mærker mennesker ved, at de bruger haverne som spisekammer om natten eller tidligt på morgenen. Mange haveejere har efterhånden prøvet en lang række blomster, træer og stauder for at finde frem til nogle, som rådyrene holder sig fra at spise. På den anden side er der også mange, som nyder synet af de flotte dyr, der er den mest udbredte, men mindste hjort i Danamark.