Mit barnebarn hedder Vilhelm og er to år. Jeg er ikke klar over, om hans forældre har opkaldt ham efter kejser Vilhelm II.
Da den tyske kejser besøgte Jerusalem i 1898, blev der lavet et kæmpe hul i bymuren ved Jaffaporten, for at kejseren i al sin pragt og glans kunne entrere staden.
Mit barnebarn er også god til at få slået huller. Han har slået hul i mit hjerte, så det styrtbløder af kærlighed ved synet af ham. Han har slået hul i sine forældres økonomi. De har givet ham så meget dyrt legetøj, at han ikke har plads i sit værelse til at lege med det.
Den lille Vilhelm er enormt klog. Han ved, at rabarber er et onomatopoietikon-relateret ord. Det betyder på græsk lydord. Inden for det kulinariske kunne knægten indtil forleden dag kun sige øl og boller i karry og noget, der lød som gin og tonic.
Men da jeg i denne uge, stik i mod Sundhedsstyrelsens anbefalinger, havde ham på besøg igen, præsenterede jeg ham for præstegårdshavens rabarberbed.
Det blev en sproglig vækkelse for ham. Han blev så begejstret for lyden af ordet, at han råbte det hele dagen. Og man forstår ham godt. Prøv at råbe: rabarber. Det lyder vildt!
Når de gamle grækere mødte folk, der ikke talte græsk, lød det i deres ører, som om de sagde: ”bar bar”. Derfor blev fremmede kaldt barbarer. Alt tyder på, at rabarber har betydningen: fra barbarerne.
På pænt opdækkede borde i haven og med to meters afstand mellem os anrettede jeg et måltid for Vilhelm og hans forældre.
Forretten var røget makrel med ramsløg, kaviar og rabarber.
Hovedretten helstegt rødfisk med nye kartofler og rabarber. Men den lille kejser Vilhelm III kunne kun lide smagen af ordet rabarber.