Prøv avisen

Radiserne er ankommet til Bagsiden

Fremover kan du her på Bagsiden møde de elskede og karakteristiske figurer fra Charles M. Schulz’ ”Radiserne”.

I dag indgår gode gamle ”Radiserne” i Bagsidens tilbud af lune og humoristiske klassiske striber, hvor man nu også finder de elskede figurer Søren Brun og hunden Nuser

”Søren Brun, Nuser, Thomas, Trine... hvordan kan jeg nogensinde glemme dem?”.

Således skrev Charles M. Schulz i slutningen af sin sidste tegning med ”Radiserne”, som blev bragt i begyndelsen af 2000 efter et halvt århundrede med nye striber fra hans hånd. Mange læsere vil formentlig heller aldrig glemme de seks elskede radiser eller ”peanuts” (jordnødder), som et tegneseriebureau imod Charles M. Schulz’ vilje navngav serien i USA. Siden 1950 har de underholdt millioner af mennesker i hele verden fra aviser, magasiner, bøger og film. ”Radiserne” blev en af de mest populære og indflydelsesrige striber med i alt 17.897 udgivelser på 21 forskellige sprog.

Fra i dag kan man også finde ”Radiserne” i Kristeligt Dagblad. Forhåbentlig vil ingen, eller blot få, udbryde ”jeg græmmes” – for at bruge en tilbagevendende udgangsreplik fra serien – over gensynet med ”gode gamle Søren Brun” og de andre radiser.

Bagsiden er hermed helt klassisk i sit udbud af striber, som nu tæller fire populære humoristiske og lune eksistens-striber med mange gode år i tegneserieryggen: ”Freddie”, ”Steen & Stoffer”, ”Fluen” og ”Radiserne”. Sidstnævnte erstatter den nyere svenske stribe ”Carpe Diem”, som har været på Bagsiden i godt et år.

Nu får yndlingshunden Freddie, den uvorne, men tænksomme seksårige Steen og hans plystiger samt Storm P.’s mange finurlige karakterer selskab af Trine, Thomas, Nuser, Nina og ikke mindst ”gode gamle” Søren Brun, der er blevet kaldt verdens mest elskelige taber, og som jo ”græmmes” over mangt og meget i tilværelsen.

Den amerikanske tegneserieskaber Charles M. Schulz fra Minneapolis og med skandinaviske rødder skabte i efterkrigstiden sin lilleputverden i en forstad med velkendte arketypiske personligheder af skole- og børnehavebørn præget af underfundig humor og protestantisk tro.

Tegnerens religiøse side blev stærkere, efter at han mistede moderen i 1943 og efter at have kæmpet som soldat for USA under Anden Verdenskrig.

Han meldte sig til den karismatiske menighed Church of God, og i de følgende år fungerede han som både bibellærer, lægmandspræst og for en tid også gadeprædikant. Han tegnede også i mange år kristne vittighedstegninger for kirkelige publikationer.

Den 2. oktober 1950 lykkedes det ham at få sine tegninger om de i dag velkendte børn i syv amerikanske dagblade. Men serien fik ikke den store succes til at begynde med, formentlig på grund af de mere simple tidlige udgaver, hvor karaktererne endnu ikke havde fået deres charmerende personlighedstræk.

Det store internationale gennembrud kom dog nogle år senere i 1960’erne. Allerede i 1959 fik Paul Hammerich serien til Politiken, hvor den nærmest blev et varemærke og oversat af Hammerichs hustru, Ida Elisabeth Hammerich.

”Vi brugte lange aftener med at finde på navne til figurerne,” har hun fortalt ifølge bogen ”Radiserne – de bedste striber” fra forlaget Cobolt. For eksempel ønskede Paul Hammerich, at Charlie Brown blev til Sofus Hansen efter en sang, han lærte af sin mor, men han fik ikke sin vilje. Det gjorde han til gengæld med titlen ”Radiserne”, som han fandt på, fordi ”de er nogen små runde nogen, der stikker op”, som han selv har forklaret. Og ”good grief” blev til ”jeg græmmes”, selvom ”du milde” måske ville passe bedre visse steder i serien.

Ingen af personerne i ”Radiserne” er skabt over virkelige personer, fortæller Schulz selv i Cobolts bog. Navnene kom dog fra venner, som for eksempel Charlie Brown (Søren Brun), opkaldt efter en kollega på en kunstskole.

I 1960 udgav Gyldendal den første samling med ”Radiserne”, som var blevet vel modtaget i Danmark for de gode ”illustrationer til fænomenologiens beskrivelse” af menneskets eksistens, som det lød i det eksistentialistiske tidsskrift ”Exil” dengang.

I sin anmeldelse af bogen ”The gospel according to Peanuts” (Evangeliet ifølge Radiserne) beskrev P.G. Lindhardt også i 1960’erne ”Radisernes” eksistentielle klangbund på denne måde:

”Nuser kan være en passende inspiration til en god evangelisk prædiken om livsglæden, munterheden og trofastheden.”

Det var også forkyndelsen hos ”Radiserne”, som pastor emeritus Leif Kallesen noterede sig, da han i 1968 begyndte at fordybe sig i de amerikanske avisstriber og siden lod sig inspirere til sit arbejde. Da spillefilmen om ”Radiserne” udkom i 2015, påpegede Leif Kallesen det ifølge ham lutherske menneskesyn, der indirekte afspejles i Schulz’ striber.

”Det kan hænde for alle stribens figurer, at de gør noget godt, men man kan ikke regne med det, og på den måde er der hele tiden fastholdelsen af mennesket som en synder,” sagde Leif Kallesen, der mener, man kan læse mange af ”Radiserne”-striberne med Kierkegaard ved hånden.

Charles M. Schulz tegnede nye striber til serien helt frem til 2000, hvor kræftsygdom tvang ham på pension.

Kort efter døde han, 77 år gammel.

”Radisernes” popularitet blev også understreget fem år før hans død, da man i anledning af tegneseriemediets 100-årsdag i 1995 foretog en rundspørge blandt fagets folk for at kåre verdens bedste tegneserie nogensinde. Det blev en magtdemonstration: ”Radiserne” fik dobbelt så mange stemmer som den nærmeste konkurrent.

Derfor er det vel også på sin plads, at Søren Brun og co. nu ankommer til denne avis.

God fornøjelse!

Charles M. Schulz fik stor succes med ”Radiserne”. Her i gang ved sit tegnebord i 1978. – Foto: Ritzau Scanpix