Der står en ravn i vinduet i driftsbygningen her, hvor jeg bor i Almindingen.
Den ser venlig ud. Den store sorte fugl har stået så længe på sin plads, at den har mistet lidt af sin mørke værdighed på den side, der vender mod lyset. Den er bleget. Alligevel er den med sit blik, næb og stride næsehår stadig lige så aristokratisk og udtryksfuld, som det hører sig til for en ravn.
I dag yngler flere end 50 par ravne alene i Almindingen, og over 200 par på Bornholm. Men for 50 år siden var her ingen. De blev betragtet som skadelige ulykkesfugle og blev skudt væk. Der var kun enkelte par tilbage i Danmark i 1960’erne. De holdt mest til i Sønderjylland. Først da forfølgelsen stoppede i løbet af 1970’erne, begyndte ravnene at brede sig. Og nu yngler der nok omkring 2000 par ravne spredt i hele Danmark.
Bornholm er et af de steder, der er flest, og man ser og hører dem ofte, når man færdes i øens skove.
Ravnen i vinduet er ikke en hvilken som helst udstoppet fugl. Den var engang Bornholms eneste ravn. Den var mageløs og holdt i flere år til i Almindingen. Min ven Finn Hansen, ”Faulafinn”, skrev den 12. oktober 1967 i sin dagbog:
”16.15-17.15, vest, halvskyet, 16 grader, diset. Bastemose: Dompap: 1. Vindrosler: 5. Grønsiskener: 35. Ravn: 1 (fløj mod natkvarter). St. tornskade: 1 syngende. Ænder sp.: 2).”
Faulafinn var nok den sidste, der så ravnen i live. Fem dage senere ramte en forrygende orkan Bornholm. Almindingen blev raseret, træer i titusindvis knækkede og blev revet op med rode, og de lå dagen efter og spærrede vejene gennem skoven. Skovfoged Karl Hansen og hans folk på Koldekilde knoklede fra morgen til aften, og på et tidspunkt kom to skovarbejdere til vejene ved ledvogterhuset Ravnebrohus i den nordvestlige del skoven. Det var her, Almindingens kragefugle inklusive den enlige ravn plejede at samle sig for at overnatte. Og her fandt de den så. Ravnen. Stendød under et træ. Dræbt af orkanen.
De to skovarbejdere vidste, hvad de havde med at gøre, og bragte den store, sagnomspundne fugl til skovfogeden på Koldekilde. Han sørgede for, at den blev udstoppet, og siden har den haft sin faste plads i vinduet i Jagtstuen.
Rygtet om ravnens død spredte sig hurtigt og blev kendt på øen. Det var svært ikke at se symbolikken. Stormen krævede et dødsoffer, da en landmand blev ramt af det flyvende tag fra gårdens stuehus. Flere gårde blev jævnet med jorden, og næsten ingen gårde slap uden skader.
I vore dage er ravnen fredet, og ingen vover at gøre dem fortræd. Med deres flugt over skoven og klipperne – ofte parvis – fremkalder de billeder af fortid og dem, der var engang. Deres årvågenhed fuldender sammen med deres dybe, hæse ”grok-grok-grok”, sære snakken i træerne og kulsorte farve billedet af en magisk dødsfugl.
De kan noget, de ravne. I den nordiske mytologi havde Odin ravnene Hugin og Munin, som hver dag fløj ud og registrerede alt, hvad der skete i verden, og rapporterede tilbage. Og før Dannebrog havde vi en ravn på flaget.
Den gamle ravn fra stormen kan ikke så meget andet end at minde om det drama, der ramte Bornholm i 1967.
Den levende ravn kan en masse. Den inspirerede Edgar Allan Poe til det verdenskendte digt ”The Raven”, hvor en ravn ved døren i natten forstærker sorgens blanding af kærlighed og vemod hos fortælleren, som har mistet sin elskede – Lenore.
Døden er uigenkaldelig. Den er et vilkår, understreger ravnen, når den sort som natten flyver rundt om dagen som levende bevis på, at intet eksisterer uden dets modsætning.
Offeret fra stormen står i sit dødsrige i vinduet og holder øje med livet derude. Den har været vidne til, at Almindingen har rejst sig igen efter stormen og er blevet et eldorado for ravne.
Den gamle fugl har grund til at se tilfreds ud.