Så er der endelig frisk frilands-grønt på bordet igen. Spæde salater, nye ærter, asparges, spinat og andet godt som store bunker af artiskokker, frydefulde afgrøder, der leder tanken hen på en af de store skikkelser i Europas historie – også den kulinariske.
Da den kun 14-årige Katarina fra Medici-dynastiet i Firenze i oktober 1533 ankom med skib til Marseilles, hvor hun skulle giftes med den franske kongesøn Henrik, havde hun ikke kun familiens store rigdomme og politiske indflydelse med i bagagen. Sammen med hende gik en mindre hær af tjenestefolk i land og bragte duften og smagen af Toscana til det franske hof.
Adskillige kokke, flere konditorer og en specielt anerkendt ismager sørgede ikke kun for, at Katarina kunne få sine livretter, men fik også en enorm indflydelse på det franske køkken. Mange af de retter, vi i dag anser for typisk franske, stammer i virkeligheden fra hende og Firenze.
Løgsuppe, for eksempel, og and á l’orange, blev hurtigt adopteret af de i forvejen fremragende pariserkokke og blev franske ligesom pandekager, omeletter, bechamelsovs og selvfølgelig sabayon og sorbet. Macarons havde hun også med.
Hun introducerede selvklart pasta af mange slags, og det var en af hendes konditorer, der fandt på pâte à choux, dejen, man bruger til vandbakkelser og andre lette fornøjelser, mens hendes mere specielle hofretter ikke er så populære i dag, for eksempel kalvetunge i sursød sovs og “cibreo”, en toscansk original med “fagioli”, hane-testikler, som hun var vild med.
Da den unge hertuginde, der var eneste arving til Medici-imperiet, sejlede af sted fra Portovenere i Ligurien, var skibet måske også lastet med en masse råvarer, for hun importerede mange grøntsager. Broccoli, asparges og selvfølgelig fine ærter, som franskmændene hurtigt tog til sig.
Mens foreningen af det franske og italienske køkken må betegnes som en succes, der fik stor betydning for god mad i hele Europa, så var Katarinas alliance med Henrik ikke særlig lykkelig. Han var mere glad for sin elskerinde, Diane de Poitiers, men da Henrik døde, tog Katarina revanche og styrede reelt landet til sin død.
Hendes eftermæle er mere blodigt end kulinarisk, fordi hun stod bag Bartholomæusnatten, en massakre på over 3000 protestanter. Snedigt satte hun det i værk, mens alle var optagede af datterens bryllup med Henrik af Navarra og det overdådige bords glæder.
I bogen ”A Taste of Paris” giver David Downie et billede på, hvordan den slags festbanketter så ud med Katarina for bordenden. 33 fasaner, 21 svaner, 30 påfugle, 99 rådyr og lige så mange kyllinger og duer. Det var blot en mindre del af dét, gæsterne satte til livs ved en kroningsfest i 1547. Skyllet ned med 3000 flasker vin.
På bordet var der også 12 dusin artiskokker, specielt til dronningen. Artiskok, eller kongetidsel, har været en del af middelhavsdiæten i flere tusinde år. De kan spises som de er, bare kogt, eller tilberedes på utallige måder, hvis man tager sig tid til at gøre dem i stand og finder frem til hjertet, bunden af blomsten. Katarina elskede dem. Hun anså dem for et afrodisiakum, spiste mange og fik 10 børn.
