Ældre tiders legetøj kommer undertiden til ære og værdighed i faste vendinger eller ord, der nu har fået nye betydninger.
Når det gælder en kæphest, så har man længe kunnet ride på den både som barn og som principfastholder. En kæphest er jo egentlig en pind som et kosteskaft, hvorpå der er sat et hoved i stof eller træ eller andet, som ligner et hestehoved, og så kunne alle de små Søren’er ruste sig til leg. Hesten var jo central for en rask drengs legeunivers: trækdyr i landbruget, stolt ridedyr for den tapre ridder, rapfodet pony for indianeren eller for den seksløbersvingende cowboy. Hesten var det hurtigste transportmiddel for de fleste indtil dampdrevne jernbaner og biler med eksplosionsmotorer dukkede op. Naturligvis måtte hesten optræde i ethvert rask barns arsenal af yndlingslegetøj.
Kæphesten hedder på tysk steckenpferd, som jeg synes er et flot ord, der smager godt på tungen, mens det på engelsk kan hedde hobbyhorse. Jo, kæphesten var kendt og elsket i formentlig hele Europa. På italiensk kan kæphesten hedde cavalluci di legno, der betyder en lille hest til leg.
På fransk kaldes en kæphest intet ringere end dada, og det var såmænd dette barnlige og lidt vrøvleagtige ord, der indgik i navnet på kunstretningen dadaisme.
Dadaismen udfoldede sig med sine overraskende former primært i årene fra 1915 til begyndelsen af 1920’erne. Det var billedkunstnere som Man Ray og Marcel Duchamp, der red i spidsen for dadaismen, som betød et væsentlig brud med de gamle former og dermed krikker i kunstverdenen.
Kæphesten lever i sproget, men nok mest som udtryk for noget andet, nemlig som begreb for en persons eller måske et politisk partis ønske om hele tiden at vende tilbage til en sag. Synonymer kunne være raptus, grille, dille, princip eller fiks idé. Når man rider sin kæphest i dag, er det altså ikke så ofte, det refererer til en barnlig leg med en kæp, men snarere til stædigt fastholderi.
Det er ikke nyt som billedsprog i den betydning. Jens Baggesen kunne omkring 1800 erklære, at han var ”saa uskyldig, som da jeg red paa min første Kiephest”. Tja, jeg ved ikke, men jeg synes nu ikke hans bedyrelse af sin uskyld virker helt uskyldig! Thomasine Gyllembourg skrev et par årtier senere: ”Her kom jeg paa een af mine Kjepheste, og udlod mig over Forskjellen paa Aandens Guld og Talentets Glimmer”. I en diskussion om der skulle indføres ret til sognebåndsløsninger i den danske folkekirke, som den søges formet omkring indførelsen af Grundloven af 1849, erklærer Grundtvig, at en sådan ordning hverken er en ”Ubetydelighed eller en af mine særegne Kiep-Heste”, så det var ikke en hest, han i særlig grad ville ride.
Ridning på kæpheste er bestemt ikke taget af i vor tid. Der er nok færre børn, som holder den for deres umisteligste yndlingslegetøj. Til gengæld sørger blandt andet medieoffentligheden for masser af kæphesteri. Det er en krikke, der ofte trækkes af stald. Den er også billig i drift. Der skal ikke meget havre til at føde den kæp.