Kom ikke her og sig, at byernes udseende og bygningernes bevaringsværdier ikke interesserer danskerne. For det passer ikke.
Godt nok var vi noget mere ligeglade i 1960'erne og 1970'erne og langt frem mod årtusindeskiftet, men min sikre erfaring er, at folk virkelig er vågnet op.
Vi vil ikke have højhuse inden for voldene i København, vi vil ikke have vores havnemiljøer totalt forvandlet, vi vil ikke bare rive ned og bygge nyt hvor som helst.
Pudsigt nok har de udmærkede, men meget pæne bevaringsforeninger landet over alt for få medlemmer, og de færreste af dem er rigtig kampvillige og fremme i skoene; men når der er en sag, hjælper det med den folkelige opbakning.
Tag bare et eksempel som Ringkøbing, som Kristeligt Dagblad har beskæftiget sig meget med på det seneste. Her vil man rive den 115 år gamle skole, nu musikskole, ned og bygge et nyt, såkaldt tillempet menighedshus. Og det kan ellers nok være, at det har fået folk op af stolene og har delt vandene.
Byen siges at være delt i to: dem fra ”Bevar Ringkøbing Bymidte”, der vil bevare, og dem, der er ligeglade og vil bygge nyt og lave om.
Og i samme by raser en anden sag om det tidligere amtsrådhus på torvet, der nu skal være bank og dermed molesteres, i hvert fald bygges noget om indvendig. Nu er det for meget. Jeg elsker det folkelige engagement, det at man gider kere sig om sin by og ikke er ligeglad.
Der er tre byer i dette land, hvor man i god tid har været særlig dygtige til at passe på og bevare: Det er Ringkøbing, Helsingør og Køge. De var før alle andre og nåede at redde meget, inden det gik galt.
Mindre byer som Svaneke, Dragør, Ærøskøbing og Assens gik udviklingen heldigvis uden om, så de blevet mere skånet end andre beslægtede byer.
Siden er lidt større byer som Nyborg, Horsens, Haderslev, Aabenraa og til dels Svendborg kommet med i det gode selskab. Og for den sags skyld flere med dem.
Men især Ringkøbing blev reddet af en ildsjæl, der ville byen det godt og satte en stopper for snigende vandalisme. Det betød tidlig ”passe på”-kultur. Og det er den, der trives endnu.
Man vil ikke have flere nedrivninger og det, der opfattes som ødelæggelser og forvanskninger. Jeg husker fra flere besøg i byen som foredragsholder, at chefen for den tekniske forvaltning, stadsingeniør Erik Rasmussen, og hans byplanchef var meget ivrige ”passe på”-folk. Ingen slap af sted med unoder.
Selv vinduessprossebredden blev påtalt, hvis den var forkert. Og selvfølgelig det. Og folk respekterede det. I dag skal Ringkøbing i virkeligheden være glad for, at man har en befolkning, der er blevet så engageret, at de gider gå på barrikaderne.
For folket skal med. Ingen teknisk chef er stærkere end sit politiske bagland.
I sidste ende er det politikerne, der bestemmer, og det er set med bevaringsøjne ikke altid godt, heller ikke i Ringkøbing. Når så mange ytrer sig og vil bevare byen så intakt som muligt, så lyt dog! Selvfølgelig skal Ringkøbing og de andre beslægtede og godt bevarede byer ikke være rene frilandsmuseer.
De er ikke Den Fynske Landsby eller Den Gamle By i Aarhus, men der er meget at passe på, også i en levende by med levende mennesker og et levende handelsliv.
Og med mange turister, ikke at forglemme, der kommer for at opleve noget helt autentisk.
I Gilleleje kæmpes en lignende kamp imod et nyt bycentrum, Kulturhavnen. Bølgerne går højt. ”Pas på Gilleleje” er imod det nye, men når jeg ser denne kamp udefra, tænker jeg: Vælg dine kampe med omhu!
Jeg ville langt hellere i Gillelejes gamle fiskerleje bruge kræfter på at stoppe den snigende vandalisme der.
For her laves alt for mange ulykker på de gamle fiskerlejehuse. Men det er, som man ser det. Og i hvert fald skal man ikke kimse ad det folkelige engagement uanset holdning.
Jeg har tidligere i år set Roskilde engagere sine borgere i udarbejdelsen af en bevarende lokalplan for bymidten.
30 ildsjæle er nu tilknyttet projektet som ambassadører, og jeg har som foredragsholder oplevet deres gode og smittende engagement. I nabokommunen Lejre har jeg også i år set folk møde talstærkt op til foredrag om Kirke Hvalsø, der er slemt vandaliseret og ramt af voldsom butiksdød.
Der kom flere, end der var plads til. Men de kom, for byen og dens udseende og bevaringsværdier interesserer dem.
Summa summarum: Folk er interesserede i deres byer. Og det skal politikerne kun være glade for. Men også forstå at lytte til og tage ved lære af. Ellers skal de nok få ballade. Og måske ikke blive genvalgt.
