Ro og moro

Sproget lever. Det ændrer sig umærkeligt og pludselig har ord skiftet betydning

Ro er altså et ord, som ikke har været i historisk ro. Ro har forandret sig fra at være hos Gud til at være i os og til at være uden for os!
Ro er altså et ord, som ikke har været i historisk ro. Ro har forandret sig fra at være hos Gud til at være i os og til at være uden for os!.

Mange kender vandrehistorien om en svensk turist i København, som bad en taxa køre ham til et roliga sted. Chaufføren parerede ordre og kørte den, ifølge vandrehistorien, beduggede svenske herre til Vestre Kirkegård. Her måtte der være ro og roligt. Historien er formentlig ikke sand, det er vandrehistorier sjældent, men det er en historie om sproglig opmærksomhed.

På svensk betyder ordet rolig morsom, og ha det roligt betyder at have det morsomt. Det er både roligt og morsomt, at det svenske søstersprog således har ord, som betyder det tilsyneladende stik modsatte af et tilsvarende dansk ord. Forklaringen er lige så morsom.

Ordet ro kan have flere betydninger på nudansk. Det kan være et verbum, som betyder at drive en båd gennem vandet, men den betydning lader vi sejle sin egen sø her. Den har ikke noget med den her sag at gøre.

Det er substantivet ro, der interesserer, som på nudansk kan betyde fysisk hvile, ligevægt, balance, som når man trænger til sommerferie med ro og hvile. Substantivet kan også betyde en tilstand uden bekymring, som ro på nerverne, eller det kan betyde en tilstand uden støj og ballade. Ro indgår i en række faste vendinger som eksempelvis falde til ro, gå til ro og slå sig til ro, der alle handler om at skabe balance og ligevægt. Man kan også tage den med ro, hvilket er positivt og betyder, at man går besindigt til værks i en sag.

Digterne har ofte hyldet roen som stedet, sjælen kan folde sig ud, som når Fritz Andersen i den klassiske aftensang fra 1868 skriver: I skovens dybe, stille ro,/ hvor sangerhære bo,/ hvor sjælen lytted mangen gang/ til fuglens glade sang/ der er idyllisk stille fred/ i skovens ensomhed,/ og hjertets længsler tie her,/ hvor fred og hvile er.

Ro ændrer betydning i løbet af 1800-tallet og dermed under romantikken. Før var ro og fred egenskaber, der kun kunne findes hos og skabes af Gud. Roen var i troen. Roen var ikke i det jordiske, men et himmelsk og paradisisk anliggende, sådan meget kort sagt. I løbet af 1800-tallet opdager individet i højere grad sig selv, så sjælen er nu, som i Andersens sang, en personlig sag, der kan lytte og finde velvære, fred og ro i skønne omgivelser, som dermed spejler sjælens balance.

I vor egen, moderne tid er ro nærmest et mantra, et ikon for det efterstræbelsesværdige liv, vi alligevel ikke har tålmodighed til at leve. Vi læser om langsomhed, ser Bonderøven og langsomme programmer i TV, men har hverken rist eller ro til det alligevel, for vi skal tjekke sms og mail og Facebooks seneste opdateringer.

Ro er altså et ord, som ikke har været i historisk ro. Ro har forandret sig fra at være hos Gud til at være i os og til at være uden for os! Men, hov, hvor blev svenskeren og taxachaufføren af? Jo, engang i 1700-tallet, hvor ro endnu ikke var et sjæleligt-romantisk udtryk, da var en almindelig betydning af ordet ro såmænd glæde, fornøjelse, adspredelse eller morskab. Brorson skriver et sted: Hvi græder Verdens Lyst og Ro, Hvi græder Himlens Glæde? Her er Lyst og Ro synonymer, og det er Jesus, der henvises til. Ro betød velbehagelighed og fornøjelse ved livet.

På ældre fandtes ordene moro og hovro, hvor forstavelserne mo- og hov- begge kunne betyde sind. Så moro betød velbehagelighed og adspredelse for sindet. Ro betød altså dermed fornøjelse! Det er den, oprindeligt nordiske betydning af ro eller rolig, der lever på svensk. På dansk har vi kappet rødderne til den betydning, så her er der ro på roen.