Robotbil finder muligt tegn på liv på Mars

Et nyt foto af Nasas Mars-rover ”Curiosity” fra det sted, den har foretaget en boring og fundet spor efter organiske molekyler.
Et nyt foto af Nasas Mars-rover ”Curiosity” fra det sted, den har foretaget en boring og fundet spor efter organiske molekyler. . Foto: AFP/Nasa/Ritzau Scanpix.

For cirka 3,5 milliarder år siden var der en sø på det sted, hvor Nasas Mars-rover ”Curiosity” kører rundt.

Nu er boreprøver fra den ældgamle søbund blevet analyseret af et af roverens instrumenter, og der er fundet klare spor efter en række organiske molekyler – altså molekyler bygget op om kring kulstofatomer, der danner basis for alt liv på Jorden.

Trods navnet stammer de organiske molekyler dog ikke nødvendigvis fra levende organismer – de kan for eksempel også være leveret af meteorer.

Sikkert er det dog, at liv kun kan opstå, hvor der er organiske forbindelser til stede. Så uanset om molekylerne kommer fra levende organismer eller ej, er fundet vigtig i forhold til at sandsynliggøre, at liv engang kan være opstået på Mars.

Desuden kan man forestille sig, at eventuelle mikroorganismer – fortidige eller nutidige – kan leve af de organiske forbindelser.

”Det er stort. Det er et rigtig flot og spændende resultat, lige meget hvordan man vender og drejer det,” siger lektor og Mars-forsker fra Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet Morten Bo Madsen til videnskab.dk.

Tidligere har Nasa rapporteret om organisk kemi på den røde planet, men de nye resultater er langt mere overbevisende, fordi prøveresultaterne dengang blev ”forurenet” af klor fra stoffet perklorat, som der er rigeligt af på Mars’ overflade.

Morten Bo Madsen er absolut ikke afvisende over for, at de nyfundne molekyler kan komme fra liv, endsige at livet stadig kan eksistere under overfladen på planeten:

”Hvis der stadig er noget, der lever på Mars, må det være mikroorganismer, der lever et stykke nede,” siger Morten Bo Madsen.

”Curiosity” kan kun bore seks centimeter ned i overfladen, men med ExoMars-roveren, der sendes til Mars i 2020, vil man kunne bore et par meter ned i jorden.