Robotter er godt nok maskiner. Men hvis de ligner og opfører sig som levende væsner, så kommer vi til at behandle dem, som var de levende.
Det har flere videnskabelige eksperimenter bevist. I et forsøg har hjerneskanninger for eksempel vist, at vores hjerner reagerer på samme måde, uanset om vi står over for et menneske eller en robot, der kan efterligne menneskelig mimik.
Et andet eksperiment har vist, at vi også kan få medfølelse med robotter. Forskere viste 14 forsøgspersoner en video, hvor en lille robot- dinosaurus blev tortureret. Skanninger og efterfølgende udsagn viste, at folk fik det rigtig skidt af at se på torturen. De følte empati med den lille maskine.
Spørger man Simon Balle fra afdeling for teologi ved Aarhus Universitet, kan man måske endda sige, at deltagerne i eksperimentet følte kristen næstekærlighed. Han er teolog og lige begyndt på et ph.d.-studie, der skal undersøge, om det årtusinder gamle kristne tankegods kan ruste os til fremtidens møde med sociale og menneskelignende robotter.
Især vil han tage udgangspunkt i en kongstanke hos den store danske kristne teolog og filosof K.E. Løgstrup (1905-1981). Han beskrev et fænomen, han kaldte ”suveræne livsytringer”. Det er næstekærlighed, der spontant opstår, når vi ser andre mennesker i nød og instinktivt vil hjælpe dem.
”Mennesker har en psykologisk mekanisme, som vi kalder antropomorfisme: Vi tillægger ting menneskelige egenskaber,” fortæller Simon Balle og fortsætter:
”Empiriske studier har vist, at det bestemt også er tilfældet i forhold til robotter. Falder robotten, eller har den et problem, vil man gerne hjælpe den. Mange af de automatreaktioner, som vi har over for et andet menneske – inklusive vores moralske fornemmelser – tager vi med os i mødet med en robot.”
”Man kan selvfølgelig sige, at antropomorfisme bare er en psykologisk mekanisme. Noget, som har været en evolutionær fordel for mennesker. Men jeg tænker, med Løgstrup i hånden, at suveræne livsytringer kan få os til at udføre mange af de samme handlinger, som man normalt vil sige skyldes antropomorfisme,” siger Simon Balle.
Han vil i sin forskning forsøge at argumentere for, at antropomorfisme ikke slår til, når vi skal forklare, hvorfor mennesker ofte handler med medfølelse over for sociale robotter.
”Antropomorfisme er en for snæver og ufuldstændig teori. Jeg tror, der er mere på spil,” siger Simon Balle.
Hvis man bruger antropomorfisme som forklaring på, hvorfor mennesker har medfølelse med robotter, er der elementer i mødet, som man ikke kan få med i sin undersøgelse. Den antropomorfistiske teori tager nemlig udgangspunkt i menneskets psykologi. Ikke i selve det fænomen, som mødet mellem menneske og maskine er.
”Vi har brug for at åbne flere dimensioner, for faktisk at sige noget om de socialt-etiske fænomener i menneske-robot interaktion. Ellers siger vi blot noget isoleret om det menneske, der interagerer, og ikke fænomenet selv. Derfor foreslår jeg idéen om suveræne livsytringer som forklaringsmodel for fænomenet,” siger Simon Balle.
Hvis det lykkes ham at underbygge sin nye teori, vil det give os et nyt perspektiv på vores møder og interaktioner med robotter:
”Det er en viden, man kan bruge til at sige, at selvom sociale robotter snyder sig til at blive et subjekt over for os, så kan vi have gode grunde til, at ville have dem alligevel. Fordi de kan få livets egen godhed til at manifestere sig hos os. Det er en idé, der i øjeblikket mangler i robot-etikken.”