Rød eller blålilla? At høste bær er en af julis skønneste havesysler

Tomater blev oprindeligt i Danmark beskevet som et kærlighedsæble, men er faktisk bær, der for tiden er saftige og kødfulde fra yderst til inderst

Tomatsorten Blue Beauty forbliver blå på den øverste halvdel, mens den grønne farve nederst nærmer sig tomatrød ved modenhed.
Tomatsorten Blue Beauty forbliver blå på den øverste halvdel, mens den grønne farve nederst nærmer sig tomatrød ved modenhed. Foto: Mette Østergaard.

Juli måned bugner af skønne havesysler. At høste bær er en af de skønneste.

Dette skal handle om tomater, der også rent botanisk er bær, saftige og kødfulde fra yderst til inderst.

Tomaterne i drivhuset har groet og groet og sat vidunderligt mange tomater, mens jeg tålmodigt har ventet længe på at kunne smage solmodne tomater. Men nu er de i fuld sving!

Hvert år prøver jeg et par enkelte nye tomatsorter, som jeg næsten hvert år får forærende af min søster Maren. Hun går ofte efter sorter med et overraskelsesmoment i form og/eller farve. Et år fik jeg sorten Giant, og den fik gigantisk store, dejlige tomater på omtrent et kilo hver! Til gengæld fik planten kun to tomater.

Smagen af de forskellige tomatsorter roses altid i frøkataloger, men smag og behag er jo forskellig, og den endelige smagstest følger først, når de modne sorter er klar i drivhuset. Det sker cirka fire måneder efter frøsåning, om alt går vel.

Mine to foræringer i år hedder Oxheart og Blue Beauty, begge bøftomater og begge af stor skønhed og velsmag. Den hjerteformede, tomatrøde Oxheart er rørende og minder om, at tomaten oprindeligt i Danmark blev beskrevet som et kærlighedsæble. Sorten findes i mange varianter og er af ældre dato. Jeg beholder min udgave og har allerede taget frø af de første tomater, klar til næste sæson.

Oxheart er en smuk bøftomat fuld af blødt, sødt og velsmagende tomatkød.
Oxheart er en smuk bøftomat fuld af blødt, sødt og velsmagende tomatkød. Foto: Mette Østergaard

Blue Beauty er virkelig en blå skønhed, især er den spektakulær, før den modner. Ved modning forbliver skuldrene blålilla, mens den nederste, grønne halvdel bliver rød, som tomater ofte gør. Sorten er af nyere dato fra Californien 2013, og den skal helt bestemt sås igen næste år.

Det sker, at nogle tomater forbliver grønne øverst oppe omkring stilken, får grøn nakke. Årsagen er, at tomaten har fået det for varmt med for meget sollys på frugten. Det hjælper at skygge for tomaterne i de perioder, hvor solen er for hidsig.

En anden kalamitet ses af og til nederst på tomaten, hvor der kan opstå en skarpt afgrænset sortbrun plet. Det hedder griffelråd, og årsagen er den enkle, at tomatfrugten har manglet kalk. Kalken transporteres i planten sammen med vandet. Om dagen er det den store fordampning fra bladene, der ”trækker” vandet op i planten. Fordampningen fra frugterne er generelt lav, og derfor snydes tomatfrugten for tilstrækkeligt med kalk.

Tomat med griffelråd er tegn på kalkmangel.
Tomat med griffelråd er tegn på kalkmangel. Foto: Mette Østergaard

Jeg har fået det gode råd at vande om aftenen i stedet for om dagen – og det virker! Om aftenen og natten optages vandet på grund af højt rodtryk. Når det ikke er fordampningen, der styrer, kommer vandet, og med det også kalken, helt ud i frugterne. Mine tomatplanter dyrkes i drivhusjorden, og det er en vigtig pointe, når det gælder vandingsstrategi for at undgå griffelråd.

Hvad stiller man op, når der går griffelråd i tomater dyrket i selvvandingskasser? De har jo tilstrækkelig med vand døgnet rundt og behøver ikke optage om natten. Her er gode råd dyre, og jeg kender dem ikke!