Romantisering af vagabonden er blevet væk

I dag er der sprogligt set ingen hjælp at hente for hjemløse, der tidligere blev hyldet som en slags frihedens apostle

Vagabonden har været i sproget længe. Blicher bruger det om de frie vandrere på heden, som også blev romantiseret i Morten Korch-filmen ”Vagabonderne på Bakkegaarden” med Poul Reichhardt (th.) og Ib Mossin. –
Vagabonden har været i sproget længe. Blicher bruger det om de frie vandrere på heden, som også blev romantiseret i Morten Korch-filmen ”Vagabonderne på Bakkegaarden” med Poul Reichhardt (th.) og Ib Mossin. – . Foto: Ritzau/Scanpix.

Fra og med foråret kunne man forvente besøg af landstrygere, vagabonder, ude på gårdene. Hjemme på Nørregård kom blandt andet Albani-Jens, der bedømt efter det øllede navn stammede fra Fyn.

Der var andre, de fik et måltid mad og kvitterede ved at spille på harmonika eller slibe knive. Så fik de et halmleje i laden efter at have afleveret mulige tændstikker. En dag eller to senere var de borte. De må have opholdt sig på herberger eller andet om vinteren, og når foråret kom, så lokkede de lange veje fra Skagen med kurs mod Fakse, som det hedder i ”Den gamle skærslippers forårssang” af Sigfred Pedersen og Kai Normann Andersen.

De har næppe haft et godt liv, men der var en romantisering af deres livsform. Morten Korch og filminstruktør Alice O’Fredericks satte dem minder i blandt andet ”Vagabonderne på Bakkegaarden”, hvor Poul Reichhardt synger sin friske ”Er du dus med himlens fugle”.

I dag hedder den gruppe mennesker de hjemløse. Hjemløse og misbrugere! Subsistensløse, udskud, sociale problemer. Heldigvis er der herberger og hjælpeforanstaltninger, men sprogligt er der ingen hjælp. Vort moderne samfund levner ikke plads, så de er misbrugere og hjemløse. Ingen romantik, kun hårde ord og stoffer.

Den romantisering, der kunne omgive dem i 1950’erne, er væk. Dengang hed de vagabonder, landstrygere, landevejens riddere, lazaroner, strømere. De blev som sagt nærmest hyldet som en slags frihedens apostle eller i hvert fald som billeder på et alternativ til det småborgerlige liv.

Ordet vagabond kommer af det latinske vagabundus af vagari, der betyder at strejfe om. Vagabonden har været i sproget længe. Blicher bruger det eksempelvis om de frie vandrere ude på heden. Ordet landstryger er endnu ældre og har rod i middel- alderligt tysk som landstreicher, der kommer af land og streichen, der betyder strejfe om, så de to ord, vagabond og landstryger, betyder præcist det samme. Meget tyder på, at landstrygerne ofte var tidligere landsknægte, altså professionelle soldater, der efter tjeneste blev skadede skyggemennesker, veteraner, der vandrede for sig selv og med sig selv.

Andre betegnelser for hjemløse, rodløse vandrere var lazaroner, hvor ordet oprindeligt er italiensk, lazzarone, afledt af lazzaro, der betyder en syg, fattig person, og som kommer fra det bibelske navn Lazarus, der var en fattig mand omtalt i Det Nye Testamente. Det historisk set sjoveste ord for vagabonder er nok strømer, der fra slutningen af 1800-tallet og til omkring 1960’erne betød en landstryger, lediggænger, slapsvans eller laban. Ordet er vist nok udviklet som en forvanskning af drønnert, der var et skældsord for de sære, dovne og frække.

Når strømer er så morsom i denne sammenhæng, så er det jo, fordi det i 1960’erne skiftede betydning, fordi det blev brugt som håne- og skældsord mod politiet. I dag er en strømer nærmest et almindeligt udtryk for en politibetjent. Sådan kan det gå!

Den gamle vandringsmand, strømeren, er blevet til ordenshåndhæver. Måske synger færdselsbetjentene på deres motorcykler om lange landeveje, der lokker fra Skagen med kurs mod Fakse.