Rundrejse til Nordkap – smuk, vild og rå natur

Tag med Kristeligt Dagblad og Felix Rejser til Nordens smukke landskaber og spændende hovedstæder i juli 2020

På rejsen er der store naturoplevelser i vente, herunder udsigt til midnatssol fra Nordkapklippen. – Foto: Felix Rejser.
På rejsen er der store naturoplevelser i vente, herunder udsigt til midnatssol fra Nordkapklippen. – Foto: Felix Rejser.

Højt mod nord på denne smukke rundtur er midnatssolens land med Nordkap rejsens højdepunkt.

Undervejs har hver dag sit eget landskabsmæssige eller kulturelle højdepunkt.

Længst mod nord oplever vi i klart vejr midnatssolen og skuer ud over Ishavet fra Nordkapklippen 307 meter over havets overflade.

Turen nordpå går gennem Stockholms lange smukke skærgård, Finlands tusinde søer og Laplands åbne vidder.

På tilbageturen oplever vi Norges flotte og imponerende fjelde og kommer via ø-gruppen Lofoten med de spidse tinder og maleriske fiskevær og Trondhjem til Oslo.

Stockholm er en af de tre hovedstæder, som vi kommer til på rejsen. Her skal vi på en guidet tur rundt i byen, hvorefter vi sejler gennem skærgården mod Helsingfors.

Her oplever vi Finlands hovedstad, inden vi kører gennem det smukke finske naturparadis af søer, skove og fredfyldte vidder med kurs mod Polarcirklen.

Vi kommer ad Ishavsvejen, hvor vi gør stop ved Laplands ældste kirke og i den smukke Saariselkä økumeniske fjeldkirke holder vi aftenandagt.

Vi besøger samermuseet og samerhovedstaden Karasjok og får her indblik i en anderledes levevis, og i klart vejr er midnatssolen på turen til Nordkapklippen en unik oplevelse.

Turen fortsætter mod syd og vi kører ud over de smukke øer Vesterålen og Lofoten. På Lofoten aflægges der besøg i fiskelejet Henningsvær, ser Lofotkatedralen i Kabelvåg og besøger en økologisk gård, der producerer gedeost.

Fra Lødingen tager vi færgen til Bognes og kører gennem Saltdalen og over Saltfjeldet.

I Trondhjem, Norges gamle bispesæde, er der andagt i Nidaros Domkirke.

Vi kører sydpå over Dovrefjeldet, gennem Gudbrandsdalen og via Lillehammer til Oslo, der er den sidste af de tre nordiske hovedstæder.

Fra Oslo sejler vi med Stena Lines natfærge til Frederikshavn. Her slutter vi rejsen af med morgenmad på Frederikshavns Sømandshjem, inden vi kører retur til Fredericia.