I ugens løb begyndte tusindvis af nye studerende på landets universiteter, og til studiestarten hører en række traditioner og ritualer, der skal ryste russerne godt sammen. En af de mest kendte og omdiskuterede er rusturen.
Nye universitetsstuderende er i flere århundreder blevet kaldt russer, og det gjorde de også på Holbergs tid i 1700-tallet:
”’Der er kommen profecto en hob Russer til Kiøbenhavn.’ – ’Hvad mon Russen nu vil bestille her igjen?’. – ’Det er ikke Moscovitter, Jeppe Berg! Det er unge Studentere, som man kalder Russer’,” lyder replikkerne fra ”Erasmus Montanus”.
Betegnelsen russer stammer ifølge Københavns Universitet fra det latinske udtryk depositurus. Det dækker over en person, der gennemgår optagelsesritualet ved universitetet, og skal altså ikke forveksles med den anden betydning af ordet, der henviser til en tilstand, hvor man er påvirket af rusmidler. Dog kunne man mene, at en sådan kobling havde været lige så oplagt, når man ser på den moderne tids rusture.
De seneste årtier har medier, også denne avis, på denne tid af året kunnet beskrive, hvordan rus-ritualerne er gået over stregen og blevet til uacceptabel druk og ydmygelse.
I 1999 skrev Kristeligt Dagblad om en gruppe nye teologistuderende, der var på vej på rustur, da en underviser lod en frisk bemærkning falde:
”’Jeg synes, at der var temmelig mange af jer, der havde cola med i bussen,’ sagde Carsten Weber – de teologistuderendes græsklærer – med slet skjult humor i sin velkomsttale. ’Der er masser af tomme kalorier i cola. Så hold jer hellere til øl og vin,’ rådede han,” stod der i avisen.
Hvornår traditionen med rusture opstod, ved lektor Morten Fink-Jensen fra Københavns Universitet ikke, men den går næppe langt tilbage, vurderer han.
Konceptet kom formentlig på banen i 1970’erne, hvor det sociale studenterliv blev meget forandret, skriver han til Bagsiden.
”Langt tilbage i historien har der været rusfester, men det var ikke almindeligt, at man tog på rustur eller introtur.”
Universitetshistoriker Palle Lykke fra Aarhus Universitet kan heller ikke datere de første rusture. Selv husker han sin egen rustur i 1974, da han havde et fag på Det Humanistiske Fakultet. Dengang var der blot tale om en enkelt overnatning i en hytte nær Hinnerup.
”Der foregik bestemt ikke noget grænseoverskridende der. Man talte fagligt i dagtimerne, og om aftenen spiste man og fik et par øl sammen, men ingen blev fulde. Næste morgen satte vi drager op i luften for at fortsætte det sociale,” fortæller han.
Sådan er der mange forskellige minder om rusture. Bagsiden vil gerne høre om din oplevelse og opfordrer derfor læserne til at indsende særligt mindeværdige rustur-historier til bagsiden@k.dk.