Så akavet som en kat gennem en skorsten

Som læser af ældre tekster kan man komme akavet ind i en betydning, hvis man glemmer, at ord skifter mening

Henrik Pontoppidan skriver i romanen ”Det forjættede land” stærkt ironisk om en person, at han altid ”ankommer saa akavet som en Kat gennem en Skorsten”.
Henrik Pontoppidan skriver i romanen ”Det forjættede land” stærkt ironisk om en person, at han altid ”ankommer saa akavet som en Kat gennem en Skorsten”. . Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

Det er ikke rart at føle sig akavet i en situation, men det er et flot ord, synes jeg. Adjektivet ”akavet” betyder i daglig tale det samme som klodset, kejtet eller ubehjælpsom.

Man kan derfor komme så akavet ind til en forelæsning, et møde eller andet, at man næsten ikke kan få det rettet op. Hvis en arbejdsstilling er akavet, så betyder det upraktisk, uhensigtsmæssigt eller forkert.

Henrik Pontoppidan, der er en mester i sproglige billeder, skriver et sted i ”Det forjættede land” stærkt ironisk om en person, hvis adfærd han vil karakterisere, at han altid ”ankommer saa akavet som en Kat gennem en Skorsten”. Det ser man da vist fint for sig!

Akavet betyder altså kejtet eller ubehjælpsom. Slår man imidlertid op i ældre ordbøger, vil man se, at det tidligere havde en anden betydning. Ordet betød nemlig endnu i 1800-tallet det samme som hovedkulds eller pludseligt. I Ordbog over det danske Sprog findes det historiske eksempel ”en aukauedt Glæde”, der i sammenhængen betyder en stor glæde ved et pludseligt og uventet gensyn. Ordet blev i 1700- og 1800- tallet ofte stavet ”aukauedt” eller ”avkavet”. I et stykke af Heiberg hedder det således: ”Melodiene ende alt for afkavet, saa at Tilhøreren studser over, at Visen allerede er ude.”

Ordet akavet, som er vor tids korrekte stavemåde, har rod i oldnordisk og gammeldansk. Det oldnordiske ákafr kan oversættes med heftig, der også kan betyde vred. Det mere moderne akavet er formentlig både betydningsmæssigt og i stavemåde påvirket af et andet ord med rod i oldnordisk, nemlig avig, der betød dårlig, forkert eller vrang. Ordet avet har vi endnu i sproget, men kun i vendingen avet om, der betyder i en retning, der er modsat den sædvanlige. Sådan brugtes det i danseskolerne. Jeg kan i hvert fald huske en bemærkning som: Og så går herren avet om! Det var måske for, at det ikke skulle blive akavet!

Dette avet har påvirket det akavede, så det på et tidspunkt ikke kun betød vrede eller heftighed, men også og snarere altså skævt eller forkert. Sådan er det med mange ord. De har skiftet retning, indhold og betydning, og sådan er det stadig med ord og vendinger. Der er liv i dem. De kan finde på at gå avet om og derved blive akavede.

Akavet findes endnu i forskellige former i de danske dialekter. Når en vendelbo eksempelvis skal beklage sig over noget, der er besværligt, så kan hun eller han sige: ”Det er nå’ed kavt’, de’ her!”. Altså: det er ret besværligt, det her. Samme ord, kave eller kavt, findes også i vestjyske dialekter og sikkert endnu flere steder, mens det rigsdanske akavet er den finere udgave af det samme, oprindeligt oldnordiske ord.

Man kan som læser af ældre tekster godt komme akavet ind i en betydning, hvis man ikke holder sig for øje, at ord undertiden skifter mening. I en tekst af folkemindeforskeren Feilberg hedder det for eksempel om en mand, at han døde meget akavet. Det betyder ikke, at vedkommende døde klodset eller kejtet, men at han døde meget pludseligt. Det er trods alt noget andet. Skønt døden kommer formentlig altid akavet.