”Det aag, der blev lagt paa os den 9. april, er endelig brudt,” lyder det på forsiden af Kristeligt Dagblad den 5. maj 1945. Og uden censuren udbreder avisen sig også over hele 16 sider på befrielsesdagen i modsætning til de omtrent seks til otte sider, som var normen på det tidspunkt.
I en kronik til læserne adresserer avisen den censur, som havde været pålagt avisen under den fem år lange besættelse. Der bliver beklaget for de lange, tvungne artikler om begivenheder, som avisen fandt ubetydelige, og for de alt for korte artikler om begivenheder, som avisen ellers fandt vigtige, men ikke måtte skrive om.
Ikke desto mindre lykkedes det daværende redaktør Gunnar Helweg-Larsen i sin næsten daglige kommentar til dagen og tiden, ”Døgnet”, at få budskaber igennem, uden at den tyske censur forstod hans underfundige og dækkende kritik. Til sidst fik tyskerne dog øje på, at de til læsernes store fornøjelse var blevet holdt for nar, og de indførte en endnu strammere kurs, som umuliggjorde den såkaldte camouflerede antinazistiske journalistik, og blandt andet også førte til Gunnar Helweg-Larsens fyring. Men på befrielsesdagen kunne avisen endelig tage mundkurven af og skrive så kritisk og åbenhjertet, som den ville.
I en reportage i avisen den 5. maj 1945 kan man læse, hvordan danskerne, efter at befrielsen blev annonceret dagen forinden over radioen, i glædesrus fyldte Rådhuspladsen, mens de råbte kapitulation, kapitulation igen og igen. Folk var pyntet med guirlander af små flag hen over brystet og blomster i knaphullerne, mens de svingede med flag eller i mangel på bedre satte dannebrogsfarvede plakater fast på jakkerne.
De jublende masser var på vej mod Amalienborg for at hilse på kongen og synge ”Kong Christian stod ved højen mast”, mens de prøvede at synge ”Danmarks frihedssang”, skrevet under besættelsen, som ingen kunne på det tidspunkt. ”En vinter lang og mørk og haard, paa fem forbandede aar,” sang de om og om igen og tilføjede selv: ”Er forbi, forbi, f-o-r-b-i.” Sangen fyldte gaderne, raketter blev sendt til vejrs, og ifølge journalisten var Rådhuspladsen som en sydende kedel.
Men da mørket faldt på, begyndte de tusinder af mennesker at forlade Rådhuspladsen for at vende hjem. Stadig sad det i folket, at de skulle hjem, inden mørket faldt på, som spærretiden havde dikteret under besættelsen. Men i modsætning til før, var ingen gardiner rullet ned, som det tidligere var påkrævet. Derimod var vinduerne oplyst af stearinlys.
Og i avisen kom modstandsbevægelsens sabotage endelig frem i lyset, hvor man i artiklen ”Da danskerne lærte at haandtere bomberne” kunne få et overblik over nogle af de største sabotager under besættelsestiden. For eksempel fremhæves jernbanesabotagen i Jylland, hvor frihedskæmperne ødelagde skinner og sporskifter, som generede tyskerne og gav døgnlange forsinkelser af tyskernes tog, som transporterede mandskab og materialer. Også holdningen til stikkerne blev der ikke lagt låg på:
”Ja, stikkerne. Deres handlinger blev mødt med undren og afsky. Man fattede ikke, at landsmænd vilde sælge landsmænds liv for penge. Og de, der gjorde det, dømtes og vil blive dømt meget haardt”, stod der.
Men gennemgående er der optimisme i avisen, som er præget af sproglige udtryk om lys, solskin og nye tider. Og i dagens leder skrives der:
”Vi gaar til fredens værk med erfaringerne fra krigens aar om sammenholdets styrke, med bevidstheden om, at ingen opgave er for stor og for vanskelig, saa længe vi staar samlet.”