Sådan blev det søde smovs til et grimt øgenavn

Ord kan betyde både noget grimt og noget sødt, eksempelvis ordet smovs, der har en interessant historik

Nazisternes brug af ordet smovs har forgiftet det for alvor. Her en karikaturtegning fra tiden.
Nazisternes brug af ordet smovs har forgiftet det for alvor. Her en karikaturtegning fra tiden. . Foto: TOPFOTO/ Ritzau Foto.

Sproget er ikke værdifrit. Ord er ikke værdifri. De betyder noget. Det er ikke ligegyldigt, hvad vi siger! Og det er slet ikke ligegyldigt, hvad vi siger til hinanden eller om hinanden! Ord og vendinger henviser undertiden til erindringer eller erfaringer, som er ubehagelige. Men de kan da også henvise til ting og sager og søde minder, som kalder på mundvand eller smil. Der er ord og vendinger, som gør begge dele.

Sådan et ord er jeg blevet spurgt om. Det er ordet smovs, som kan henvise til at smovse, der har noget at gøre med at guffe lækkerier i sig, og samtidig være et ret slemt skældsord for jøder. Hvordan hænger det sammen?

Lad os begynde med det søde. Smovs er noget, der er lækkert og tillokkende, således er Bruce Springsteen altså bare smovs for mine ører, ligesom en veltilberedt italiensk risotto, en velhængt mørbradbøf af hereford eller en rødvin på pinot noir er smovs, så det smovser. Ordet er ikke nyt på dansk.

Jens Baggesen kunne fortælle om ”Høitideligheden endtes med en prægtig Smaus, hvor alle Giesterne fik en gevaldig Ruus”. Jeppe Aakjær skildrer de fattige husmænds forårsfodring af deres dyr således: ”Den matgrønne, krybende Spergel er en stor Smaus for en sulten Ko.” Endelig hugger Henrik Pontoppidan i ”Lykke-Per” efter de præster, han undertiden udfordrede: ”Fattigdommens Kultur bliver altid en Smaus for Præsterne.”

”Smaus”, som det blev stavet tidligere, eller smovs, er lækkerhed, ligesom det at smovse er at indtage lækre sager. Ordet er oprindeligt tysk af ordet Schmaus eller af nederlandsk og gammelhollandsk smuisteren, der kunne betyde at smøre eller besmøre.

På dansk blev det til ”smaus” og siden smovs. Så det gør vi. Smovser i gode sager og smovser i ordets sødme.

Ordet smovs har som sagt også en mere dyster reference. Det har fungeret som et skældsord og et øgenavn til jøder. Jødesmovs var i de frygtelige år op til og under Anden Verdenskrig et anvendt skældsord. Nazisternes brug af ordet har forgiftet det for alvor, hvis det ikke var det i forvejen. Det var dog ikke forbeholdt den tid at kalde jøder for ”smausere” eller ”smautzere”. Forfattere som Holberg og Goldschmidt anvendte det eksempelvis også i deres tid.

Således anvendt er ordet af tysk oprindelse. Dets historie er imidlertid en anden end sukkerordet.

Det stammer formentlig fra et oprindeligt hebræisk ord, der på tysk blev til smus, siden schmaus, ”smaus” og smovs. Det har altså et udgangspunkt i hebræisk og her i et ord, der både kunne betyde tom snak og profit. Det er jo interessant, at det kunne være det samme, men profit har bestemt ikke været anset for noget godt. Tværtimod så var både profit og tom snak forstået som forlokkelse, noget ukristeligt og dermed Fandens værk!

Faktisk er en af de uværdige og vanvittige grundmyter om jøderne, at de var optaget af at skabe profit i modsætning til de kristne, der jo i eget spejl var næstekærlige. Så smovserne var, ifølge den onde myte, profitbegærlige, ordtomme og det vil sige mennesker, der lokkede. Tænk, hvad disse forfærdelige historier har hjemkaldt over jøder og jødisk kultur.

De to udgaver af ordet smovs har altså ikke samme udgangspunkt.

Det ene kommer fra en sort baggrund. Det andet fra sukkersødme. Lad os smovse i det sidste og lade det andet ligge.8