Guide: Sådan øger du chancen for at finde årets mandel

Er det rent held, at den samme person ofte bliver mandelvinder, og hvor er det bedst at tage fra i risalamanden?

Er du en af dem, der altid er heldige at få mandlen i risalamanden? – Privatfoto.
Er du en af dem, der altid er heldige at få mandlen i risalamanden? – Privatfoto.

I de kommende dage vil der om julemiddagen blive gættet løs på, hvor mon mandlen befinder sig i risalamanden. Nogle vil være ivrige for at være først til at tage en skefuld, for det må da betyde størst chancer for at ramme mandlen. De næste vil måske så tage en stor skefuld fra den anden side. Andre tage chancen i midten. Og nogle gange er det bare altid den samme person i familien, der er så ”heldig” at finde mandlen og indkassere mandelgaven. Har de regnet noget ud?

Der er matematiske sandsynligheder for, at det netop bliver dig i år, og så er der metoder til at øge dine chancer i jagten på mandlen ifølge vidensmediet videnskab.dk.

1. Led ikke i toppen

Mandlen findes ikke i grødens øverste lag.

Det fortæller ekspert i statistisk fysik lektor Jacob Sherson fra institut for fysik og astronomi fra Aarhus Universitet. For man begynder altid med at røre rundt, indtil man ikke kan se mandlen mere.

”Den optimale strategi er derfor at tage så lidt som muligt fra toplaget,” siger han til videnskab.dk

Her er det ikke godt at være den person, der tager først fra skålen, da vedkommende statistisk set har mindst chance for at finde mandlen, medmindre man tillader omrøring for at få øje på mandler, men det er sjældent tilfældet.

”Den, der tager først, har mindst chance for at få mandlen, og den optimale strategi for alle andre er at tage fra det hul, den første har skabt,” lyder Jacob Shersons råd.

2. Sjældent den samme vinder

Hvis du befinder dig i et selskab på fem familiemedlemmer, der spiser præcis den samme mængde risalamande hvert år sammen seks år i træk – og spiser op hver gang, så kan du selv udregne dine chancer for at være heldig flere gange i træk. Det siger lektor i teoretisk matematik Simon Kristensen.

Chancen for at finde mandlen er med den baggrund en femtedel. Og for at beregne, hvor sandsynligt det er, at samme person finder mandlen hele seks gange i træk, skal man ifølge sandsynlighedsteorien gange en femtedel med sig selv seks gange. Det bliver en chance på 1/15625, hvilket ifølge matematikeren er ret usandsynligt, men altså ikke umuligt.

3. Heldig og tilfældig

At få mandlen flere gange i træk kan føles som heldigt, men er det faktisk ikke. Man kan sammenligne mandeljagten med den oplevelse af usandsynlighed, man kan få ved at møde en bekendt på den anden side af Jorden. Statistisk set er det usandsynligt at møde den ven, men folk glemmer, at de jo har mange venner, de kunne rende ind i og få den samme oplevelse af held.

Derfor er opfattelsen af held ikke sammenlignelig med sandsynligheden, siger adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansen fra Syddansk Universitet.

Og på samme måde kan det virke som noget helt specielt at finde mandlen flere gange i streg, når de seks gange måske er ud af op til 20-30-40 måltider. Det vil virke som held, når tanten i familien vinder flere år i træk, men i sidste ende er mandelgaven fordelt nogenlunde lige ifølge matematikeren.

De fleste er bare ikke særlig gode til statistik, påpeger han, og en reel tilfældighed ser bare ofte ikke spor tilfældig ud, mener Pelle Guldborg Hansen.