Havørnen er en af de helt store blandt fuglene, og hver gang vi ser den, så imponeres vi. Siddende på jorden eller på en pæl, men især når den går på vingerne og viser det 250 centimeter store vingefang frem, er den et fantastisk syn. Og det at opleve ørne i det danske landskab var indtil for bare få år siden et sjældent syn.
Nu er situationen heldigvis en lidt anden, og efter at havørnen blev udryddet i 1911, er den gennem de seneste 20 år genindvandret som ynglefugl i Danmark.
I 2016 registrerede man således hele 83 ynglepar, der fik 123 unger på vingerne, hvilket er en klar rekord, siden den i sin tid blev fjernet som et rovdyr, vi mennesker ikke ønskede i naturen. Forventningen er, at der i 2020 vil være mindst 100 ynglende havørnepar langs vores godt 7000 kilometer lange kystlinje.
Genindvandringen begyndte og havde mest fart på i det østlige Danmark, men i de senere år er Jylland også kommet godt med. Selv oplandet til Vadehavet huser nu også flere ynglepar, og den markante fremgang og den pæne ungeproduktion smitter naturligvis af på vore muligheder for at opleve ørnene derude i naturen.
Ved en ørnetælling i januar 2017 registrerede Dansk Ornitologisk Forenings medlemmer mindst 395 havørne i det danske vinterlandskab, hvilket også er en rekord, som ingen ville have forudset, hvis vi skruer tiden bare et par årtier tilbage!
I Nationalpark Vadehavet har vi bestemt også bemærket ørnenes succes og tilvænning til det trafikerede og velfriserede danske landskab. Antallet af observerede ørne er således gået støt frem i samme periode, og sidste vinter kunne der tælles 40 til 50 havørne på én gang i den danske del af Vadehavet. De var pænt fordelt over kystlinjen, men med koncentrationer i Tøndermarsken, Ballum-området og ved Fanø.
På Fanø oplevede man det særlige, at der i løbet af efteråret 2016 kom flere og flere havørne til øen – unge og ældre fugle mellem hinanden, men med en overvægt af yngre.
Det kulminerede hen over december og januar med, at man kunne opleve op til 23 havørne, som sidst på eftermiddagen satte kurs mod en gruppe høje træer i plantagen midt på øen. Her samledes fuglene ganske enkelt for at overnatte i fællesskabets trygge ånd, og rigtig mange iagttagere fik sig – fra en klittop i passende afstand – en uforglemmelig oplevelse med de mange tilflyvende kæmper.
Havørnene er bare imponerende og fylder godt på himlen!
Baggrunden for denne forekomst og tilbagekomst af et top-rovdyr i Vadehavets fødekæde er utvivlsomt de rige forekomster af føde i form af titusinder af vandfugle – gæs, ænder, vade- og mågefugle, som en rask ørn elsker at æde.
Men også Vadehavets funktion som en betydningsfuld lokalitet for spættede sæler har en afgørende betydning, og det har vist sig, at de mange ørne omkring Fanø i høj grad også lever af ådsler i form af døde sæler. Og netop omkring Fanø findes på sandbanker og højsande nogle af de vigtigste rastepladser for sælerne i den danske del af Vadehavet.
Helt konkret er det de relativt mange sælunger, der i mødet med deres første efterår og vinter ikke kan klare sig og dermed bliver til føde for blandt andet havørnene. Det kan virke barsk, men er bare endnu et bevis på, at naturen er smart indrettet.
John Frikke er projektkonsulent hos Nationalpark Vadehavet.
