De ser så uskyldige ud, som de løber rundt dér på græsset. Gudskabte og frie, en smuk buket af brune, sorte og grå farver, i kontrast til alt det grønne.
Men (kyllinge)skindet bedrager, for få ting har voldt os så meget bøvl, efter at vi flyttede på landet for halvandet år siden, som vores høns. Et kort resumé:
Vi overtog otte høns og en halt hane fra den tidligere ejer, satte dem fri og byggede nyt hønsehus til dem og købte foderautomat. Sidste forår tog ræven så de fire, og det kan jo ske. Vi håber, den nød ædegildet. Den halte hane røg under øksen, for han gjorde ikke sin polyamorøse pligt og efterlod skrukhønernes æg ubefrugtede. Han blev afløst af en lille viril fyr, som i høj grad må siges at være ”på” hønsene. Og fire unge høns blev føjet til flokken i efteråret.
Men de nye har til vores bekymring vist sig at være en pigebande fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde. For det første er der køkkenhaven, hvis hegn de fire gang på gang forcerer for at sætte deres fede fødder i rækkerne og kratte spirer og frø op af jorden. Kålplanterne har de ædt, længe før de kom i nærheden af at være kål.
Forleden lå der en hønseklat i vores entré, og der går grænsen for min landlighed. Og sidst, men ikke mindst, er ægsituationen kørt helt af sporet.
Den seneste måned er forventningens glæde blevet afløst af skuffelse, når vi så ind i redekasserne. Æg med huller i næbstørrelse og af og til ren æggekage! Først tænkte vi, synderen kunne være en mår eller rotte, men en fælde med bacon nær redekassen har nu stået uberørt længe. Vi begyndte at mistænke hønsene selv – og så selvfølgelig først til pigebanden. Men hvem af dem var det?
Min mand tog Sherlock Holmes-kasketten på og gik i gang med opklaringen. Et æg blev pustet ud og ved hjælp af en engangssprøjte fyldt med teaterblod fra børnenes udklædningskasse. Han lagde ægget ud i redekassen om aftenen og ventede til næste dag. Jackpot, ægget var smadret. Da hønsene sad på deres pind, listede han ud med sin lommelygte og lyste dem i hovederne. Og dér øverst på anden række sad rigtigt nok et af pigebandens medlemmer med ”blod” på næbbet.
Under skrig og skrål blev hun taget ved benene og smidt i kachotten – et til lejligheden bygget hønsefængsel. For her i huset er man uskyldig til det modsatte er bevist, og ingen møder guillotinen uden rettergang.
Men problemet viste sig desværre ikke at være løst, for næste dag lå igen et smadret æg i redekassen. Og før vi nåede at gentage processen, var den fængslede flygtet fra sit Alcatraz. Så nu hersker apatien. Mine erfarne svigerforældre mener, hele hønseflokken bør slås ned, for har man én gang lært sig unoder, er de svære at komme af med igen. Men det virker meget drastisk.
”Dovne høns!”, råber min datter, men opdragelsen preller desværre af.
Så har I, kære læsere, gode råd til, hvad man gør ved særdeles uhensigtsmæssig hønseadfærd? Kan ægspiseriet gå i sig selv igen? Og har I i øvrigt gode råd til hønseopdragelse?