Særtilbud til læserne: Jesper Christiansens ode til foråret

Kristeligt Dagblad tilbyder i samarbejde med Jesper Christiansen, kunstneren bag altertavlen i Den Danske Kirke i Paris, et nyt nummereret og signeret kunsttryk til læserne

”Op alle de ting” af Jesper Christiansen handler om foråret og er inspireret af Brorson og Martin A. Hansen. Christiansen var professor i malerkunst ved Det Kgl. Danske Kunst-akademi 2003-2008. Han er hædret med blandt andet Ekcersberg Medaljen.
”Op alle de ting” af Jesper Christiansen handler om foråret og er inspireret af Brorson og Martin A. Hansen. Christiansen var professor i malerkunst ved Det Kgl. Danske Kunst-akademi 2003-2008. Han er hædret med blandt andet Ekcersberg Medaljen.

Jesper Christiansens kunsttryk med titlen ”Op alle de ting (Martin A. Hansens cykeltur)” refererer umiddelbart til Brorsons kendteste salme ”Op al den ting, som Gud har gjort” fra 1734. Her hylder salmedigteren Guds skaberværk fra det mindste til det største. Tilsvarende er oliemaleriet en hyldest til naturens genopvågning med forårets komme. Maleriet er monumentalt og måler 250 gange 270 centimeter. Det indgår i vandreudstillingen ”De fire årstider”, som slutter i 2022 i Det Danske Hus i Paris.

Ser man nøje efter, har Christiansen (født 1955) skrevet ”Trettende marts. Det er taaget” ind i motivet med kridt. Det er den indledende sætning i Martin A. Hansens mest læste roman ”Løgneren,” der udkom første gang som radioroman i 1950. Forfatteren skrev romanen i Odsherred på Malergaarden – Swanefamiliens hjem – tæt på Jesper Christiansens sommerhus.

Martin A. Hansen cyklede rundt i den omliggende natur og fandt inspiration til romanen. Jesper Christiansen har nærlæst dagbøgerne, hvor det blandt andet fremgår, at Martin A. Hansen cyklede til Kongsøre Skov, hvor motivet foregår. I ”Løgneren” trænger Martin A. Hansen dybt ind i menneskesindet og skildrer degnen Johannes Vigs eksistentielle kvaler under en isolationsperiode, hvor øen Sandø i en isvinter fryser inde – parallelt med isolationen under coronapandemien, hvor malerierne er blevet til.

I det aktuelle maleri, hvori skriften og maleriet løber sammen i parallelle spor, tager Jesper Christiansen livtag med landskabsmaleriet, som han har været optaget af siden 2014.

Det mennesketomme motiv rummer et mylder af detaljer, der er minutiøst skildret fra bregnerne i forgrunden og de tusindvis af anemoner i skovbunden til de nøgne træers krogede grene. Centralt er cyklen, der var transportmiddel for både forfatteren og maleren, når de eksplorerede naturen. Jesper Christiansen har i de senere år dyrket Odsherreds markante morænelandskab i mange af sine malerier. Samtidig har Jesper Christiansen søgt inspiration i den franske maler Nicolas Poussins årstidsserie fra 1660-1664.

Det aktuelle kunsttryk handler om foråret, og Jesper Christiansen har frit gendigtet Poussins komposition med træerne og skovbunden, men dér hvor Poussin skildrer Adam og Eva i Edens Have, har Jesper Christiansens placeret sin cykel med de to tomme kurve, der snart kan fyldes med naturens gaver. For corona eller ej: Årstiderne kan ikke aflyses.

Lad os her til slut introducere Jesper Christiansen, malerprofessor, og en ener i dansk samtidsmaleri. Allerede da han debuterede i 1980’erne, skilte han sig markant ud fra sine generationsfæller, de unge vilde malere, ved at arbejde minimalistisk i serier og med et gentagende motiv. Det startede med stole, der udgjorde et grid, det vil sige en kompositorisk struktur. Senere malede han nøje udvalgte ord, der fungerer på mange sprog, og som balancerer på nogle perspektiviske firkanter. Dernæst kom plante- og blomstermotiver til.

I det nye årtusinde tog de arkitektoniske grundplaner over – som det blandt andet ses i hans monumentale udsmykning af kronprinsens venteværelse i Frederik VIII’s Palæ. Her opdagede han også kvaliteten ved at grundere lærredet med sort. I en lang række malerier fra 2010’erne og frem har den belæste Jesper Christiansen vendt sig mod både musikken og litteraturen og har dyrket store forfattere som Virginia Woolf, Marcel Proust og filmkunstnerne Andrej Tarkovskij og Jacques Tati.

<strong>Køb kunsttrykket her.</strong>