Den danske salme- og sangskat er en kilde til oplevelser med sproget og dets muligheder. Derfor er sangen i kirker, forsamlinger og skoler så betydningsfuldt. Poesien og sangen er vigtige energikilder til det gode liv og til undren og medskabelse.
Undertiden bliver det medskabende for fantasifuldt! Der er steder i en række sange eller salmer, der ofte synges forkert. Jeg har for nogle år siden foreslået udtrykket forsyngelser som en karakteristik af steder, der ofte synges forkert. I Grundtvigs julesalme fra 1820 hedder det:
”Forvunden er nu al vor Nød/ Os er i Dag en Frelser fød”.
Det slår sjældent fejl! Der er stemmer i kirken, eller hvor der nu synges, som tilsætter et ”s”. Så bliver det forsvundet er nu al vor nød. Det er noget andet.
Ordet forvunden er en præterium participium, datids tillægsform, af verbet forvinde, der betyder at komme sig over noget eller komme igennem. Verbet forsvinde af plattysk vorswinden, der ligesom forvinde også anvendes i adjektivisk form, betyder noget andet. Når noget er forvundet, så er det bearbejdet og overvundet, men hvis det er forsvundet, så er det pist væk.
Grundtvigs strofe er faktisk ikke længere udtryk for kristendom, hvis nøden blot er forsvundet. Døden og nøden er ikke forsvundet i en kristen salme, men den er overvundet af lyset og troen på det evige liv.
En anden sang, der ofte får sig en tvist, er H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født” fra 1850, hvor anden strofe indledes: ”Hvor reder Sommeren vel Blomstersengen/ mer rigt end her ned til den aabne Strand?”.
Billedet af sommeren, der reder en seng, mens ”Fuldmånen [staar] over Kløverengen” er stærkt. Mange gange forsvinder der imidlertid et lille betydningsfuldt ”s”, når den fremføres i fællessang. Så hedder det blomsterengen, og det er altså noget ganske andet og langt mere jordnært – om jeg så må sige. Enderimet blomsterseng – kløvereng bliver også lidt ramponeret, hvis det ændres til eng – eng.
Det lille ”s” er svært at administrere. Det løber med, eller det forsvinder. Det er fordi, sproget jo også har en lydside, som vi udnytter, når vi synger eller læser op. Sprog kan være vellyd, hvad H.C. Andersen og Grundtvig bidrager til, men sproget kan også være hårdt og kantet, som når der skældes og smældes eller bandes.
Oplæsning og recitation er vigtige kunstarter, og det er altid en fornøjelse at høre dygtige skuespillere eller eksempelvis nyhedsværter, som kan give sproget fuld klangfarve. Det er også den glæde og tilfredsstillelse, der er ved fællessang. Det giver sproget liv. Så må man leve med forsyngelser.
En anden udsat tekst er Frank Jægers ”Det løvfald, som vi kom så alt for nær” fra 1948. Her hedder det i tredje strofe: ”I vejens våde blanke asfaltå/ drev mange flere blade, end vi så.”
Åen, Jægers billede af asfaltvejen som en å, der strømmer gennem landskabet, bliver til en tå – en asfalttå. Det giver ikke mening med sådan en tå midt i et poetisk landskab. Et ”t” er lydmæssigt svært, som ”s” er det.