På et tidspunkt under Simon Grimstrups seneste løb nåede han til et område i Espedalen i Norge, der går under navnet ”Helvete”. Området er et svært fremkommeligt landskab med golde klippeformationer, stejle op- og nedstigninger og en generel uvenlighed over for besøgende.
Kilometerne gennem ”Helvete” var blot en mindre del af de 375 kilometer, som 42-årige Simon Grimstrup skulle lægge bag sig. Det var også bare ét eksempel på områder med underlag så udfordrende, at han til tider måtte hoppe fra sten til sten i stedet for at løbe.
Når Simon Grimstrup fortæller om den ekstreme distance, han i juli måned tilbagelagde i Norge, kan det være svært at forstå, hvorfor han leger med tanken om at gentage bedriften. Især fordi det faktisk slet ikke var et officielt løb med startnummer, konkurrenter og præmier som de løb, han oftest deltager i. Det var i stedet den norske vandrerute kaldet ”Massiv”, der med sin rute gennem fire af landets fjeldområder havde tiltalt Simon Grimstrup. Normalt er det en 18 dages vandretur, men Simon Grimstrup tilpassede det til sit eget ultraløb.
”Jeg føler egentligt ikke, at jeg søger det ekstreme. Jeg prøver at gøre de her ting på en måde, så jeg ikke kommer så langt ud. Men når man presser sig selv på enten tempo eller distance, så får man en helt særlig oplevelse. Især af naturen. Det bliver en meget kropslig oplevelse, hvor omgivelserne lagres på en speciel måde, fordi man har følt det helt ind på kroppen. Fra de fleste af mine løb er min hukommelse virkelig detaljeret. Jeg husker mange billeder og stemninger,” fortæller Simon Grimstrup.
Oplevelsen af den norske natur følte Simon Grimstrup i den grad helt ind i knoglerne. Han havde haft en forventning om, at han kunne tilbagelægge distancen på 75 timer, men han blev hurtigt klar over, at det var umuligt. Hertil var ruten for hård. I stedet kom det til at tage lidt over 103 timer, hvoraf blot de fire og en halv blev tilbragt sovende. Til sidst havde han haft så ondt i sit lår og sine fødder, at han blev tvunget til nogle ufrivillige pauser. Det betød dog, at han kunne sætte sig ned og nyde landskabet og en solopgang.
Simon Grimstrup kan godt se, det kan virke skørt at udsætte sine krop for så stor en belastning. Han fortæller også, at det først er her en måneds tid efter oplevelsen i Norge, at kroppen er ved at være tilbage i en forfatning, hvor han er i stand til så småt at genoptage sine ellers hyppige løbeture ved Himmelbjerget nær hjemmet.
”Jeg har selv tænkt en del over det, for jeg synes egentligt, det er lidt fjollet at løbe så langt. Eller løbe de her højintense og ekstremt hårde løb i Alperne, som jeg også virkelig godt kan lide. Men jeg tror, at det på en eller anden måde taler til urmennesket i mig. Mennesket er jo skabt til at skulle jage nogle dyr, og så løb man jo langt og langsomt. Og så havde vi det der flugt- mode, hvor man skulle meget hurtigt væk. Det føles naturligt på en måde,” reflekterer han.
Ligesom det var tilfældet for urmennesket, skal Simon Grimstrups løb også foregå i naturens rene elementer og give en naturoplevelse, der er værd at samle på. Lige siden den tidlige barndom i naturskønne Ry var han draget af at tage på eventyr i naturen. Ofte i løb.
Dengang blev det til maraton, halvmaraton og lignende. Men han blev træt af, at oplevelsen blev reduceret til blot at være en kamp om tid. Uden omgivelser, der stimulerer og udfordrer, er oplevelsen ikke den samme.
Konkurrenceelementet og oplevelsen blev kombineret i 2017, hvor han løb 406 kilometer gennem Gobiørkenen i Kina og vandt en 8. plads. Men det var ikke udfordrende nok og ørkenlandskabet for ensformigt.
Simon Grimstrup er åben for at vende tilbage til ”Helvete” – og andre af Norges udfordrende landskaber. Tilbage til de golde klippeformationer, til gletsjerne og de få frodige lommer. Og tilbage til de naturskønne billeder, der fulgte med de 375 kilo-meters strabadser.