På afstand ser det ud, som om nogen har forsøgt at pynte rosenbuskene med beskidte vattotter eller måske rustne nålepuder. De kan være store som tennisbolde eller små som vindruer, og så har de været inspiration til folkesagn og legender overalt fra det gamle Persien til den yderste afkrog af Irland. Bedeguar-galler hedder de – efter et gammelt persisk ord, der betyder noget i retning af ”bragt hertil med vinden”.
I virkeligheden er de krøllede totter, der i frisk tilstand er flot røde og grønne, men som senere tørrer ind og bliver brune som visne blade, frembragt af den lille bedeguargalhveps – et uanseeligt, kun ganske få millimeter langt insekt, som man kun meget sjældent ser i aktion.
Det tog lidt tid, før videnskaben kom på sporet af bedeguargallernes hemmelighed, men før det var der ingen ende på historierne om dem. I England er det for eksempel ganske indlysende, at de må være Robin Goodfellows nålepuder. Robin er en slags skovånd, der passer på dyrene og naturen og i nogle historier gerne syr tøj og uniformer til sig selv og dyrene i skoven af visne blade og lignende ting. Han skal derfor naturligvis bruge en nålepude.
I tysk folketro har man et noget mere praktisk og pragmatisk forhold til gallerne. Der kaldes de for soveæbler, fordi de af en eller anden grund skulle virke mod søvnløshed. Hvis det kniber med at få de nødvendige syv-otte timer hver nat, skulle det være yderst virkningsfuldt af lægge et par stykker under hovedpuden. Hvis de er friske, får man søde drømme – hvis de er tørre og brune, sover man ekstra tungt og længe.
Bedeguargallerne er i virkeligheden en blanding af kuvøser og madpakker for bedeguargalhvepsens afkom. Den lille blanke, brune og sorte hveps lægger sine æg på stænglerne af vilde roser.
Æggene er dækket med en kemisk substans, der minder om rosernes eget væksthormon, og det får de ramte roser til at gå amok. De bruger en masse energi på at danne store knuder oversået med lange seje totter.
Inde i midten af gallerne er der en masse hulrum – et til hvert æg – og her udvikler hvepselarverne sig. De er ikke alene godt beskyttet mod angreb, de lever også midt i en overflod af mad.
Larverne gnaver ganske enkelt løs på væggene i deres barnekamre, indtil de er blevet store nok til at forpuppe sig og forvandle sig til voksne hvepse, hvilket tager det meste af vinteren – de voksne hvepse kommer som regel frem i maj måned.