Skål i ældgammel skibsvin

En flaske vin er bjærget fra et skibsvrag på bunden af havet ud for den hollandske kyst og er den ældste vin, auktionshuset Bruun Rasmussen nogensinde har udbudt

 En flaske vin er bjærget fra et skibsvrag på bunden af havet ud for den hollandske kyst og er den ældste vin, auktionshuset Bruun Rasmussen nogensinde har udbudt. Flasken er vurderet til 40.000-50.000 kroner.
En flaske vin er bjærget fra et skibsvrag på bunden af havet ud for den hollandske kyst og er den ældste vin, auktionshuset Bruun Rasmussen nogensinde har udbudt. Flasken er vurderet til 40.000-50.000 kroner. Foto: Bruun Rasmussen.

Det vil formentlig lyde rigtig godt i folks ører, hvis du til et middagsselskab kan oplyse, at den vin, de skal til at drikke, har ligget på havets bund i cirka 250 år. Spørgsmålet er så, om tungen bliver lige så imponeret over flaskens indhold.

Tør du tage chancen, er der nu en meget sjælden mulighed for at anskaffe en yderst sjælden årgangsvin med originalt indhold fra begyndelsen af 1700-tallet.

Flasken er bjærget fra et skibsvrag på bunden af havet ud for den hollandske kyst og er den ældste vin, auktionshuset Bruun Rasmussen nogensinde har udbudt. Flasken er vurderet til 40.000-50.000 kroner.

Ifølge Bruun Rasmussens oplysninger befandt vinen sig i 1735 om bord på det hollandske handelsskib ”Vliegend Hert” (Flyvende Hjort) på vej mod Jakarta i Indonesien.

Men de kom ikke langt, da skibet kort efter afrejse gik på grund og forliste med 256 besætningsmedlemmer og en værdifuld last.

Skibet blev bjærget i 1981 og med op kom nogle hundrede gamle vinflasker samt en dyrebar skat bestående af flere tusinde guld- og sølvmønter. Kun få af vinflaskerne var dog stadig intakte, og de fleste endte på museer og kan blandt andet opleves på det maritime museum i Vlissingen i Holland.

Hvornår vinen blev hældt på flasken, vides ikke, da flasker dengang ikke var udstyret med årgangsetiketter.

Selve flasken, der efter 250 år i havet er dækket af et lag perlemor, er af typen ”onion bottle”, der var typisk for perioden fra slutningen af 1600-tallet til midten af 1700-tallet. Men hvad med indholdet?

Smagen kan vinekspert Henrik Christensen ikke sige noget om, før flasken er åbnet, siger han til Bruun Rasmussen, men vinkenderen har et godt bud på typen af indhold.

”Holland havde en handel med vin fra den tyske del af Rhinen, ligesom de havde handelsruter, som løb ned over Pyrenæerne til Portugal og Spanien, så sandsynligheden for, at det kan være en portvin eller Madeira, er også til stede,” siger Henrik Christensen.

Der er hammerslag på den gamle vinflaske søndag den 18. marts, og i skrivende stund er det højeste bud 26.000 kroner.