Skuespillet ”Skærmydsler” er en af dansk teaters klassikere. Stykket, der blev skrevet af Gustav Wied i 1901, er opført mange gange og herunder sendt på tv. For mange midaldrende eller ældre danskere, tror jeg, er der en bestemt replik, som sidder i hukommelsen: ”Måner har den farve, måner skal have!”. Replikken falder som led i den småsnadder, der finder sted mellem de to gamle tanter Clara og Hertha, som er midt i et slags generationsopgør med niecen Ellen. En af de klassiske opførelser af Wieds stykke havde Clara Pontoppidan i en af tanterollerne.
Jeg tager fat i skærmydslerne, fordi det er et af de ord, der ifølge Dansk Sprognævn er på vej mod mulig glemsel. Så det trænger til at blive luftet lidt. Skærmydsler, der vist mest optræder i flertalsformen, betyder på nudansk et mindre skænderi eller en mindre konflikt, altså sådan cirka det samme som kævl eller et lille rivegilde.
Ordet har en både stolt og sjov historie, for nu ikke at kalde den krigerisk! Det kom ind i dansk via middelnedertysk, der var et dominerende og indflydelsesrigt sprog i senmiddelalderen og i den såkaldte hansa-tid fra omkring 1300 til 1600. Dengang hed ordet scharmutzel eller måske scharmussel. Dette tysk-nederlandsk-østersø'ske ord kom så mere oprindeligt fra et italiensk ord, der hed scaramuccia. Dette flotte ord, scaramuccia, betyder egentlig at forsvare sig med et skjold. Forstavelsen scara er det samme som det, der via tysk Schirmen er blevet til skærm på dansk. Men scaramuccia betød også fægtning eller træfning eller et mindre krigerisk sammenstød på slagmarken.
Siden blev ordet mere fredeligt i den forstand, at det kom til et betyde skænderi eller kævl, der kan være ondskabsfuldt nok, men som foregår snarere med mundtøjet end med drabelige sabler eller kårder. I ældre norske og svenske dialekter kunne man finde ordet at skærmydse eller skærmydsere, hvor ordet for småkævl og strid altså er blevet til et verbum.
Skærmydsler blev tidligere ofte brugt af digtere og skribenter, mens det som sagt vist er ved at være en stor sjældenhed i dag. Holberg kan et sted i sin danmarkshistorie om Tordenskjold fortælle, at hans forsæt var at trætte svenskerne med mange smaa Skarmytzler - for nu at følge Holbergs stavemåde. Et andet sted beretter samme Holberg om, at de Academiske Exercitier havde været længe forvandlede til reelle Skermutzler. Stavemåde kunne skifte, men indholdet er klart. Skærmydsler var træfninger, hvad enten de nu skete med kanoner ved Dynekilen eller med skarpe ord i universitetets akademiske sale.
De sidste kan skam være blodige nok og i hvert fald præget af krudt, røg, tunge sværd og skarpe knive, der hugger, mens sværddrageren selv gerne skjuler sig bag et skjold af bedreviden og såkaldt dannelse. Lige nu konstaterer vi, at de politiske skærmydsler, som også kaldes valgkamp, er erstattet af en formentlig meget midlertidig borgfred, hvor Lars Løkke Rasmussen (V) har kunnet præsentere sine tropper, som snart skal ud i nye skærmydsler. Måner skifter farve nu og da.