Vi befinder os på den årstid, hvor vi ved forsamlinger, foredrag og lignende kan få lov at synge Grundtvigs flotte salme fra 1844, der egentlig hedder ”Høstsang”, men som de fleste kender ved indledningen: ”Nu falmer skoven trindt om land,/ og fuglestemmen daler”.
Jeg bliver i min egenskab af klummebestyrer hvert år ved denne tid spurgt, hvorfor i al verden Grundtvig mener, at skoven falmer, når den jo tværtimod blusser i en gigantisk farvefest.
Ja, det er interessant nok, for Grundtvig kan ellers nok skildre natur og naturens storhed. Hvad mener Grundtvig med falme, når løvet brænder i en farvelade af gult, rødt, kobber og brune nuancer?
Sophus Claussen skriver et sted i et digt om ”at komme derudefra, hvor Landet oktoberbroget falmer”. Her kunne man måske ligeledes overveje, hvordan Claussen anvender ordet?
Ordet falmer er fra det oldnordiske ord fölna eller fölr, som kan betyde bleg eller gusten, så det er jo en bekræftelse af, at falme kan betyde tab af farve.
Ordet kunne og kan imidlertid også have en mere omfattende betydning af nedlukning eller tab, som at livet kan falme, ebbe ud, dø.
Efteråret eller høsten er jo en forvandlingstid, så måske er det omformningen af sommerens lyse tid til efterårets større grad af mørke, Grundtvig henviser til.
En pointe kunne være, at Grundtvig vil fremkalde en bestemt fortælling, holdning og virkning i sin salme. Han takker Gud for skaberværket og rejser håbet om Paradis, hvor evig sommer hersker og lyset stråler.
Det efterår, den høst, Grundtvig skildrer, er selvfølgelig årets, men det er også menneskelivets høsttid, hvor længslen mod Gud og Paradis bliver stærk. Det er det jordiske liv, der falmer, mens løftet om Paradis ikke falmer. Derfor har han måske på en måde rent poetisk brug for også at sænke de jordiske farver lidt, lade dem falme samt vise ”kun sorten muld/ og stubbene de golde”.
Den danske salmeskat falmer ikke! Tværtimod er salmer et enestående sted for studiet og sansningen af sprogets liv, kraft og evne til forvandling.
I ”Nu falmer skoven” er der endnu et ord eller en vending, som kan volde lidt problemer for moderne mennesker, nemlig ”tøndemål af traver”.
Et tøndemål var måleenhed i det gamle landbrug og endnu i 1700-tallet omregningsfaktor for beregning af beskatning. Et tøndemål kunne omregnes til et stykke jords evne til at producere en tønde korn, heraf en tønde land, men en tønde var også identisk med 144 potter og svarer til 140 liter korn, der sådan cirka vejer 100 kilo efter moderne betegnelser.
Så er der traver, som her ikke har noget med en gangart at gøre. Den trave, som Grundtvig her mener, er en række af neg, som er opstillet på en bestemt måde, hvor negene rammes af mindst muligt regnvand, og hvor de tørrer og modner optimalt i sol og blæst.
Ordet trave stammer fra gammelsvensk, og det gamle ord er dannet af et ord, der betød stillads.
Tøndemål af traver betyder det samme som fed høst, og det er jo ikke så ringe, når skoven nu falmer og fuglesangen daler.
”Det efterår, den høst, Grundtvig skildrer, er selvfølgelig årets, men det er også menneskelivets høsttid, hvor længslen mod Gud og Paradis bliver stærk.