Skyd nytåret ind med en smag af havet

Drop raketter og brug pengene på et festfyrværkeri af en middag. Her er et forslag til de indledende nytårsretter

Skyd nytåret ind med en smag af havet
Foto: Poul Joachim Stender.

Nytårsaften skyder danskerne raketter af for millioner af kroner. Men i stedet for at sende pengene op i luften, kan man sende dem ned i maven.

Vel er det smukt at se farverige eksplosioner under skyerne. Men en god nytårsmiddag kan være endnu smukkere. Og her er det ikke et spørgsmål om skal eller ikke skal. Det bør være skaldyr!

Nytårsmaden kan blive helt symbolsk, når der spises østers og blåmuslinger. Uanset hvor omhyggelig man er, er der altid en risiko for et maveonde. Ingen kan i en østers eller blåmusling spotte en eventuel virus. På samme måde er det også, når man åbner det nye år. Vi kan forsikre på alle mulige måder. Men intet er givet på forhånd.

Efter østers og blåmuslinger er jomfruhummere og kongerejer de skaldyr, jeg holder mest af.

Gennem mange år har jeg serveret dem som forretter, og allerede mens mine gæster slikker jomfruhummerne og rejerne i sig, begynder de at fortælle om deres nytårsforsætter, der er skræmmende uambitiøse.

En skal tabe 10 kilo. En anden vil holde op med at ryge. En tredje vil dyrke mere motion. Ingen vil ændre verden eller løbe større chancer med livet eller opfinde en kur mod de sociale medier.

Det er nødvendigt med en grill og en grillholder for at kunne tilberede min simple nytårsudgave af jomfruhummerne, der er en så delikat spise, at der ikke er nogen grund til at overdøve den sarte smag med hverken hvidløg, smør eller noget andet. En kold, mørk decemberaften kan en gloende grill på en overdækket terrasse være enormt hyggelig.

Og det varer ikke lang tid, før rygerne samler sig om grillen og tilfører jomfruhummerne endnu mere røgaroma.

Velsignet nytår!