Iskoldt forår og flotte skygader

Efter rekordvarm vinter, anemoner i februar, påskeliljer i marts og kirse-bærblomster i april kom nordvestenvinden med tørke, kulde og skyer i rækker

Under nordvestenvinden har regnen svigtet og himlen været blå, dog med enkelte byger og blandt andet det smukke vejrfænomen skygader med rækker af skyer som her over Bornholm den 13. maj. –
Under nordvestenvinden har regnen svigtet og himlen været blå, dog med enkelte byger og blandt andet det smukke vejrfænomen skygader med rækker af skyer som her over Bornholm den 13. maj. – . Foto: Michael Stoltze.

”Maj måneds kulde gør laderne fulde”, siger et gammelt vejrvarsel.

Varslet er nok mest ment som trøst, når måneden ikke kommer sødt og mildt som i Mozarts sang, men tænderklaprende koldt som i år med sen nattefrost og vind direkte fra Nordatlanten.

Alligevel er der noget rigtigt i varslet. For de lave temperaturer nedsætter fordampningen fra markerne, hvor kornet frem for at vokse i vejret bruger kuldetiden på at udvikle dybe og vidtforgrenede rødder. Så står de godt rustet til den lunefulde danske sommer, der så ofte har sveget folk og fæ. Det kloge korn ved, hvad der kan vente, og gør sig beredt. Hvis maj er hed og tør, bliver kornet skræmt, gror i en fart og skrider, før det er voksent, så kernerne bliver små.

Nordvestenvind med skygade over Bornholm 13. maj 2020 kl. 16.38.
Nordvestenvind med skygade over Bornholm 13. maj 2020 kl. 16.38.

Trods trøsten giver kulde også mistrøstighed. Man kan blive ør i hovedet af den vedvarende vind og syg af længsel efter læ og lun sol, når det står på i ugevis.

Ikke alt er godt. På en tur ved kysten på Sydbornholm mødte vi en ældre mand, som havde søgt læ for nordenvinden. Han fortalte grædefærdigt, hvordan han om morgenen var gået ud for at tilse sine rækker af 200 tidlige kartoffelplanter, der havde stået så flot som nogensinde dagen før. Nu var de døde, dræbt af frosten og lå ynkeligt lit de parade som slatne karklude på den bare jord. Vi græd med.

Knapt så galt gik det i min have, hvor kartoflerne kom sent i jorden, men frosten formåede dog at slukke en del af bøgehækkens lysegrønne håb, hvor skuddene blev frostbidte og sorte som kul.

Frostbidte bøgeblade.
Frostbidte bøgeblade. Foto: Michael Stoltze

Under nordvestenvinden har regnen svigtet og himlen været så blå som i september, og det har været et flot skue i 2020, hvor der på grund af den begrænsede lufttrafik stort set ikke har været flystriber i sigte. Det har været solrig kulde, og mange dage har været skyfri.

Der har dog også været enkelte byger med lidt regn, hagl og slud, og så har der været et andet fænomen, der både er smukt og under visse omstændigheder kan bringe folk til vanvid: Skygader.

Skygader er rækker af skyer, som i lange køer følger tæt efter hinanden i vindretningen. Skyerne fødes den ene efter den anden lidt inde over land bestemte steder i landskabet med opvinde, og giver man sig nogle minutter til at se efter, kan man iagttage, hvordan skyerne bliver til og vokser sig store ud af den blå luft. Det er almindeligt, at der fødes en ny sky med omkring et par minutters mellemrum, og skyernes facon kan være påfaldende ens, som var der tale om en vældig kopimaskine i arbejde på himlen.

Der ligger tit snesevis af skygader over Jylland, når vinden er i vest og nordvest, men på mindre øer er der ofte kun én eller nogle få. Forleden fødte en skygade mange hundrede skyer i dagens løb over Bornholm. Det så flot ud, og skyrækken skyggede heldigvis ikke, hvor jeg bor i Almindingen. Men det gjorde den over Østermarie, hvor byens indbyggere måtte lide den tort at være i skygge og kulde fra tidlig formiddag til sen eftermiddag. De kunne hele tiden se en klar blå himmel i horisonten i vindens retning, og det er jo normalt tegn på opklaring i vente. Den kommer bare ikke, når man er ramt af en skygade, for så opstår skyerne hele tiden lige så hurtig som vinden blæser, og det ramte sted forbliver i skygge, mens solen skinner til højre og venstre.

Skygader eller ej – sommeren er på vej med grøde og glæder.