Efter 14 år bosat i det britiske har jeg stadig ikke vænnet mig til dem. Vi taler om ”mince pies”, som i julemåneden er lige så allestedsnærværende, som småkager er i Danmark. Første del af navnet er ”mince”, som er det samme ord, der bruges om fars eller hakket kød. Og en ”pie” er en tærte.
Så begge navne er kendt i den del af køkkenet, som vi forbinder med for- og hovedretter, og ikke som en sødlig krydret frugttærte, der er en lille butterdejspakke med et fyld af præserveret tørret frugt.
Den britiske juleudgave har en lang historie, som går tilbage til middelalderen, hvor tærterne blev tilberedt i efteråret med oksetalg og ikke mindst frugt, krydderier og brandy, så de kunne holde sig til julen, som beskrevet af madhistorikeren Joan Alcock.
Traditionelt havde de også formen som en krybbe for at markere den bibelske forbindelse. Men den tradition forsvandt igen i det 17. århundrede under den ikonoklastiske billedstorm.
Vi møder naturligvis også mince pies hos forfatteren Charles Dickens – blandt andet i bogen ”Et juleeventyr”, hvor julespøgelset bliver præsenteret for en lang række af julelækkerier. Og den danske oversættelse illustrerer på bedste vis, at det er svært at oversætte de tørrede frugtsommelige små juletærter til dansk.
Som biblioteksvagten svarer på Kristeligt Dagblads spørgsmål, så er mince pies i den danske oversættelse blevet til æbleskiver.
I dagens lørdagsmad går vi tilbage i tiden og bruger oksefedt, men det kan naturligvis erstattes med smør eller margarine.